Lukas Engel kaldte fredagens sejr i Vestjylland for fuldt fortjent, og han glæder sig allerede til hjemmekampen mod Brøndby næste søndag.
– I store dele af kampen var vi det bedste hold, og det er fortjent, at vi vinder. Efter sidste sæson, hvor vi tabte alle kampene mod FC Midtjylland, var det dejligt endelig at få en sejr. De havde et par chancer, når vi mistede den i opspillet, men ellers gjorde vi det generelt svært for dem gennem hele kampen, sagde Lukas Engel efter kampen, hvor rollen var en anelse uvant for den normale venstre back.
– Vi prøvede noget nyt i dag, hvor jeg var rykket længere frem på banen, for vi har tidligere haft det svært mod dem, når vi har spillet, som vi plejer. Jeg fik derfor en mere fremskudt rolle, hvilket endte med at gå godt, lød det fra Engel, som også kiggede frem mod næste søndags brag mod Brøndby.
– Det bliver fantastisk at komme hjem til JYSK park og spille fodbold igen – det har vi savnet. Vi kommer med en stor sejr i bagagen og en masse selvtillid, så vi glæder os utroligt meget. Vi glæder os til at komme hjem til vores fans, selvom de også var fantastiske i dag, afsluttede en stolt Lukas Engel.
Interview: Anders Mathiasen