4. juli 2022

SIF henter Lukas Klitten

Silkeborg IF henter den 22-årige venstreback Lukas Klitten fra den italienske Serie B-klub Frosinone til Søhøjlandet på en lejeaftale for hele den kommende sæson.

Silkeborg IF har indgået en et-årig lejeaftale med Lukas Klitten, som efter en opvækst i AaB bliver hentet i Frosinone fra den næstbedste italienske række, Serie B. Opholdet i det midt-italienske er rent sportsligt ikke blevet den store succes, og derfor glæder han sig nu til nye udfordringer i Silkeborg IF, som står over for spændende opgaver.

– Jeg har set rigtig mange af SIFs kampe de seneste sæsoner, og lige som alle andre er jeg stor fan af spillestilen og den måde, som holdet gør tingene på. Den spillestil tiltaler mig helt vildt, og jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter, hvor jeg er stærk i kombinationsspillet og glad for at komme godt med fremad. Samtidig har jeg fået et rigtig godt indtryk af klubben og byen, og jeg glæder mig til at lære holdkammeraterne og det hele mere at kende. Opholdet i Frosinone var fedt uden for banen, men rent sportsligt ikke den store succes – jeg fik en tidlig ankelskade, hvorefter de hentede en anden venstreback, og der blev ikke rigtig set min vej siden, så nu ser jeg virkelig frem til at give den gas i Silkeborg, hvor der venter nogle helt vildt spændende kampe i den nye sæson, siger Lukas Klitten, der har fået trøje nummer 25 i Silkeborg IF.

Lukas Klitten kom som U15-spiller til AaB via Skalborg Sportsklub og Aalborg Freja. I AaB tog han turen gennem AaB akademiet, fik debut i 2017 og endte på 31 førsteholdskampe for nordjyderne, inden han sidste sommer skiftede til Serie B-klubben Frosinone. Sportschef Jesper Stüker ser nu frem til at indlemme Lukas Klitten på SIF-holdet.

– Lukas Klitten er en meget talentfuld spiller, og vi tror på, at han kan få genstartet karrieren hos os efter et svært år i Italien. Han har i en ung alder vist, at han har et højt niveau og nogle færdigheder, som vi kan bruge i SIF. Med Gustav Dahl ukampdygtig på ubestemt tid havde vi brug for endnu en naturlig venstreback, som nok skal få muligheder i det tætte og spændende program, vi går ind i. Nu har vi en sæson til at se, hvor det bringer os hen, og skulle det blive en succes, har vi mulighed for, at opholdet kan blive af længere karakter, siger sportschef Jesper Stüker.

Lukas Klitten er noteret for hele 35 kampe på de danske ungdomslandshold U17, U18, U19 og U21. Han tiltræder i SIF med øjeblikkelig virkning og deltager i træningen på Søholt allerede mandag.

 

 

 

 

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen