Tirsdag eftermiddag spillede SIFs reserver en testkamp mod 2. divisionsholdet fra Brabrand, der blev slået med 2-0.
Søren Tengstedt blev dobbelt målscorer og dermed matchvinder, da reserverne vandt 2-0 over Brabrand fra 2. division.
Der var comeback efter skader til Oscar Fuglsang og Niclas Holm Pedersen, mens Gustav Dahl på venstrebacken fik omkring 75 minutter mere i benene efter sin langvarige hovedskade.
Chancefattig første 45 minutter
SIF startede kampen med at være mest på bolden, men fik ikke tilspillet sig noget nævneværdigt. Første potentielle chance tilfaldt gæsterne efter 10 minutter med et frispark lige uden for feltet, men forsvaret fik i forening med van Bladeren i målet afværget.
Brabrand kom efterhånden mere med i spillet, men formåede ikke at sætte van Bladeren på de store prøver. Heller ikke hjemmeholdet kom rigtig til chancer, og afleveringerne var for upræcise til for alvor at sætte 2. divisionsholdet under pres. Brabrand sluttede halvlegen af med et farligt modangreb, men afslutning fra spids vinkel endte i sidenettet.
Så alt i alt en chancefattig 1. halvleg, hvor SIFerne havde svært ved at dirke det defensivt indstillede 2. divisionsholds forsvar op.
SIF lægger hårdt ud i 2. halvleg
Inden for de første 10 minutter efter pausen måtte både Busch og Mattsson indkassere advarsler for at par hårde tacklinger. Det var måske medvirkende til, at Brabrand ikke viste sig meget frem på hjemmeholdets banehalvdel, og van Bladeren stod ofte alene mellem sit mål og midterlinjen.
SIF mere nærgående
Med forsøg fra Røjkjær og Niclas Holm og lovende modangreb sat op af indskiftede Theodor Hoffmeyer var der efterhånden lagt op til et føringsmål til hjemmeholdet. Og det kom så efter 25 minutter. Frederik Carstensen får holdt lige nøjagtigt tilpas på bolden i et hurtigt modangreb og lægger en præcis aflevering til Søren Tengstedt, der kommer i et perfekt løb bagfra og scorer sikkert. 1-0.
God afslutning på kampen
Både Tengstedt og Carstensen arbejdede hårdt for en yderligere scoring. Efter godt 70 minutter startede sidstnævnte et lovende modangreb og gik alene mod mål i højre side, men dommeren afbrød spillet ved at fløjte for en tvivlsom mulig hovedskade til en Brabrand-spiller. Det blev dog efterfølgende til fine forsøg fra de to hurtige angribere.
2. halvleg blev i det hele taget noget mere livlig, og Søren Tengstedt sørgede for den perfekte afslutning, da han modtager bolden i feltet, afdribler en modstander og behersket scorer med højrebenet. 2-0.
Bolden var så kun lige sat i spil efter scoringen, da dommer Remon fløjtede af, så dermed blev det ved de 2-0. Og Søren Tengstedt fik endnu engang markeret sig med mål i en testkamp her i opstartsfasen.
Silkeborg IF, reserver – Brabrand, 2. division, 2-0 (0-0)
JYSK park
Målscorere: 1-0 (65) 0g 2-0 (90) Søren Tengstedt
SIF: Stan van Bladeren, Oscar Fuglsang (46: Theodor Hoffmeyer), Alexander Busch, Nicklas Mehl, Gustav Dahl (74: Emil Thyregod), Nicklas Røjkjær (74: Jonathan Pank), Pelle Mattsson, Anders Dahl, Søren Tengstedt, Niclas Holm Pedersen (75: Asbjørn Bøndergaard), Frederik Carstensen.