Randers FC straffede Silkeborg IF med to næsten identiske mål på to minutter, da kronjyderne vandt lidt ufortjent med 2-0 i en testkamp med spilletid til 21 SIFere.
På Danmarks smukkeste fodboldstadion, JYSK park, tog Silkeborg IF tirsdag middag imod Randers FC i vinterens tredje træningskamp, hvor en kold regn drev ind over Søholt.
Cheftræner Kent Nielsen havde valgt en startopstilling med Nicolai Larsen på målet bag et forsvar med Nicklas Røjkjær, Tobias Salquist, André Calisir og tilbagevendte Gustav Dahl. På midten var valgt Mark Brink, Anders Klynge og Andreas Oggesen, mens Nicolai Vallys, Frederik Carstensen og Søren Tengstedt tog sig af de forreste pladser.
Tre forsøg på stribe
Kampens første afslutning faldt i det tredje minut, da Nicolai Vallys fandt fremstormende Nicklas Røjkjær i højresiden – Røjkjær trykkede af, men Carlgren var på plads med en blokade i Randers-målet.
Fire minutter senere pressede SIF igen på, da et velkomponeret angreb via Nicklas Røjkjær, Nicolai Vallys og Andreas Oggesen landede hos Frederik Carstensen, der også måtte se Carlgren parere – og 20 sekunder efter var unge Carstensen så i oplæggerens rolle, da han fandt Søren Tengstedt, som ligeledes måtte se Carlgren gå sejrrigt ud af duellen.
Stærkt udlæg på kampen fra SIFerne og en hurtigt varm Carlgren i Randers-målet.
Stærk svensker
I det hele taget åbnede SIF kampen i markant boldbesiddelse, mens Randers FC primært satsede på kontra og tilspillede sig et par hjørnespark.
I det 16. minut drev Frederik Carstensen bolden fremad i eksplosiv fart efter netop et Randers-hjørnespark, og han centrede til Mark Brink, som lige præcis måtte se Patrik Carlgren nå bolden først. Den svenske keeper var altså i særdeleshed den mest fremtrædende RFC-spiller i kampens første kvarter.
Simon Tibbling stod for gæsternes hidtil bedste forsøg i det 23. minut, da han slap igennem og sparkede direkte på Nicolai Larsen, som diskede op med en god parade – og i den anden ende forsøgte Andreas Oggesen sig med et krøllet højrebensskud.
Odey på pletten x 2
Gustav Dahl var igen i aktion i dagens kamp efter en længerevarende hovedskade, og i det 30. minut var venstrebacken såmænd tæt på at krone comebacket med en sjælden scoring. Nicolai Vallys fandt på smukkeste vis Dahl i dybden, og han nåede lige at sætte foden på den halve friløber – men igen var Carlgren på plads.
Og så gik det i stedet galt i den anden ende, hvor Randers FC kom foran i det 32. minut. Simon Tibbling førte bolden frem, og et efterfølgende Vito Hammershøj Mistrati-indlæg endte med, at Stephen Odey fik skubbet bolden i nettet.
Og kun to minutter senere gjorde Odey det endda til 2-0 til gæsterne efter et kontraangreb med nogenlunde samme opskrift – Tibbling og Mistrati, et indlæg og en Odey-fod senere måtte SIF igen indkassere. En lidt hård skæbne for et ellers ganske velspillende SIF-hold.
De næste ti minutter forløb uden den store action, og dermed måtte SIFerne gå til pausen med 0-2 på tavlen.
En håndfuld indskiftninger
Kent Nielsen skiftede fem mand i pausen, da Nicklas Røjkjær, André Calisir, Gustav Dahl, Søren Tengstedt og Frederik Carstensen blev erstattet af Rasmus Carstensen, Alexander Busch, Lukas Engel, Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius.
Netop indskiftede Sebastian Jørgensen var lige ved at reducere efter 47 minutter, da han bandede sig igennem og afsluttede, men ramte stolpen. Uofficielt debuterende Lukas Engel bragede igennem på returen, men ramte Nicklas Helenius’ fod med sit venstrebens-drøn.
Også Nicolai Vallys fik sendt en kompetent afslutning afsted, og Rasmus Carstensen satte ind med et godt raid – men indtil videre ville bolden bare ikke ind trods adskillige gode forsøg.
Endnu en stor rokade
Igen i det 56. minut kom Nicolai Vallys tæt på, da han first-timede med en helflugter på en Rasmus Carstensen-fremlægning og lobbede over keeperen, men igen strøg bolden lige forbi målet, der efterhånden syntes lidt forbandet.
Også Pelle Mattsson blev sendt i aktion efter en god times spil, da han afløste Mark Brink – og Randers FC skiftede samtidigt fem spillere.
Kampen blev noget mere rodet i denne fase, som hverken bød på særligt godt spil eller chancer i hverken den ene eller anden ende.
Kent Nielsen foretog endnu fire udskiftninger med et kvarter igen. Ud gik Tobias Salquist, Nicolai Vallys, Andreas Oggesen og Anders Klynge, mens Mads Kaalund fik comeback og kom på banen sammen med Jeppe Kilden Grøn, Anders Dahl og Nicklas Mehl. Dermed var alle SIFere på nær Nicolai Larsen i buret skiftet ud i løbet af kampen. Minutterne tikkede, mens det gode spil ebbede mere og mere ud for begge hold. Og dermed endte det altså med et 2-0 nederlag mod et effektivt Randers-mandskab, som formentlig må uddele en fidusbamse til Patrik Carlgren, der på imponerende vis holdt hestenes bur rent – i konkurrence velsagtens med den dobbelte målscorer, Stephen Odey.
Næste test for SIF er på lørdag den 5. februar klokken 12.00, når SønderjyskE gæster JYSK park klokken 12.00.
Træningskamp, 1. februar 2022, JYSK park
Silkeborg IF – Randers FC 0-2 (0-2)
Mål: 0-1 Stephen Odey (32), 0-2 Stephen Odey (34)
SIF: Nicolai Larsen, Nicklas Røjkjær (46: Rasmus Carstensen), Tobias Salquist (75: Nicklas Mehl), André Calisir (46: Alexander Busch), Gustav Dahl (46: Lukas Engel), Mark Brink (65: Pelle Mattsson), Anders Klynge (75: Jeppe Kilden Grøn), Andreas Oggesen (75: Mads Kaalund), Nicolai Vallys (75: Anders Dahl), Søren Tengstedt (46: Sebastian Jørgensen), Frederik Carstensen (46: Nicklas Helenius).