21. januar 2022

Trainee-aftale med William Pedersen

Silkeborg IF har indgået en trainee-aftale med den talentfulde kantspiller William Korup Valbjørn Pedersen, som netop er fyldt 15 år.

William Pedersen stammer fra Buskelund-området og har i sine unge år spillet i samarbejdsklubben ØBG – lige som eksempelvis Jeppe Okkels og Mattsson-brødrene. Siden skiftede William Pedersen til SIF, Talent Team og Sølystskolen, hvor han stadig går sammen med sine holdkammerater fra U15.

– William har sine primære styrker i en rigtig god fart og et stærkt venstreben, og derfor har William især været benyttet som gennembrudspiller på siderne, hvor han for alvor kan bruge sine forcer. Vi synes, at han ser rigtig spændene ud – og det synes DBU i øvrigt også, og derfor har William også været udtaget til de DBU-samlinger, som den aktuelle Covid19-tid har tilladt. Endvidere er William et skoleeksempel på, hvad vi gerne vil i SIF med spillere fra vores nærområde og samarbejdsklubber, som vi kan udvikle yderligere i vores elitemiljø og siden arbejde på at dygtiggøre til en forhåbentlig plads i vores A-trup. Så det er en fornøjelse at kunne belønne William for hans gode indsats med en trainee-aftale på hans 15-års fødselsdag – og nu glæder vi os over at kunne give William de bedste forudsætninger for at sætte turbo på den gode udvikling fremover, siger talentchef Peter ”PC” Hansen.

Også William Pedersen, der 19. januar fyldte 15 år, ser frem til at fortsætte den positive udvikling – og drømmen er klar.

– Det er en stor ting for mig at have fået en trainee-kontrakt med Silkeborg IF, for det er noget, som jeg har arbejdet hårdt for at opnå. Nu gælder det om at fortsætte udviklingen og lægge flere og flere lag på, så jeg kan nærme mig den helt store drøm om en dag at trække i den røde trøje for SIF i Superligaen – og da også gerne på det danske landshold, siger William Pedersen med et smil.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen