7. december 2021

Salquist og SIF forlænger samarbejdet

Silkeborg IF og forsvarsgeneralen Tobias Salquist har forlænget samarbejdet med en aftale, der er gældende til og med udløbet af 2025.

For knap et år siden vendte Tobias Salquist hjem til Silkeborg IF efter afstikkere til belgiske Waasland-Beveren, norske Lillestrøm og en halvsæson i Hobro. I januar 2021 var det så tid til comeback på Søholt for centerforsvareren, som fik en stor del af sin fodboldopdragelse i SIF og på Silkeborg Fodbold College – og comebacket har været en stor succes for Salquist, som nu belønnes med en kontraktforlængelse, der gælder til og med 2025.

– Tobias Salquist og Silkeborg IF har været det helt perfekte match, og i hele 2021 har han opretholdt et meget højt niveau og været kraftigt medvirkende til SIFs nogle gange lidt oversete, bomstærke defensiv. Tobias Salquist har udviklet sig til at være en leder både på og uden for banen, og vi er meget glade for at have sikret os en kontraktforlængelse med ham, så vi sammen kan lægge endnu flere lag på hans præstationer og betydning for holdet, siger sportschef Jesper Stüker.

Det er indtil videre blevet til 82 kampe og 3 mål i den røde trøje for Tobias Salquist, som altså nu har sat sin underskrift på en aftale gældende til og med 2025.

– Det har været en kæmpestor fornøjelse at komme hjem til SIF, og jeg har virkelig genfundet fodboldglæden i en klub, der selvfølgelig står mit hjerte meget nær, og hvor vi har gang i en meget spændende udvikling. Det er virkelig fedt at være en del af det her hold, som spiller fodbold på en meget attraktiv måde, og jeg er glad for at have bevist mit værd i SIF efter nogle lidt omskiftelige år. Både som fodboldspiller og privat uden for banen har det været fantastisk at vende hjem til Silkeborg, og det er en meget stor glæde at have forlænget kontrakten, så jeg kan være med til at drive den gode udvikling yderligere fremad i de næste mange år, lyder det fra Tobias Salquist.

Tobias Salquist har væltet sig i udmærkelser for sine indsatser i Superligaen og blev forleden kåret til Efterårets Spiller af lokalavisen Midtjyllands Avis – og han fandt også vej til Efterårets Hold i Superligaen hos TV3 Sport. Tobias Salquist har stået for næstflest clearinger af alle i 3F Superligaens efterårssæson og ligeledes næstflest afleveringer af alle – kun overgået af holdkammeraten Mark Brink. Salquist er startet inde i samtlige 17 runder.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen