Sportskæden SPORT 24 og Silkeborg IF lancerer et stort samarbejde, hvor SPORT 24 overtager driften af SIF-shoppen på JYSK park og lancerer en dedikeret shop-in-shop i butikken på Vestergade.
Både ambitionerne og omsætningen skal i vejret for Silkeborg IFs merchandise, og derfor har SIF etablereret et stort samarbejde med sportskæden SPORT 24, som fremadrettet vil stå for primær udvikling, drift og salg af SIFs merchandise.
– Vi ønsker at sætte overliggeren højt for vores produkter i forhold til udvalg og tilgængelighed både på detail- og online-siden. Vi er derfor både glade for og stolte af, at vi nu etablerer et stort samarbejde med SPORT 24, som med deres store kompetencer inden for drift af fysiske butikker samt webshops vil booste vores merchandise-salg markant. Det kommer både til at ske med driften af vores fysiske butik SIF-shoppen på JYSK park, som er åben på kampdage, samt med en dedikeret shop-in-shop i den flotte butik på Vestergade i Silkeborg. Desuden vil onlinebutikken sif-shoppen.dk også blive drevet af SPORT 24, og den overflytning igangsættes nu, siger CFO Claus Christensen fra Silkeborg IF A/S.
SPORT 24 er i forvejen Toppartner i Silkeborg IF, men med aftalen udbygges partnerskabet yderligere, og der er på SIFs spilletrøjer nu trykt et SPORT 24 logo på venstre ærme. SPORT 24 er en national spiller i det danske sport-retail marked, men er fast forankret i Silkeborg med både hovedkontor og lagerlokationer placeret i og lige uden for byen. Af samme årsag ser SPORT 24 direktør Henrik Bruun meget frem til det styrkede samarbejde med SIF.
– Vi er utroligt glade og stolte over at kunne udvide et i forvejen godt og langt samarbejde, hvor vores fokus bliver at udvikle merchandise-forretningen for og med Silkeborg IF. Det er også med stor dedikation og med en god portion ydmyghed, at vi kigger ind i at udvikle samarbejdet. Vi er klar på opgaven og vil arbejde stenhårdt for, at Silkeborg IF også er i Superligaen, når det kommer til merchandise, siger Henrik Bruun.
SPORT 24 har siden grundlæggelsen i 2012 været gennem store investeringer, som bl.a. er sket gennem opkøb af konkurrenterne Stadium og Sportigan. Derudover har kæden overtaget en række Intersport-butikker og driver i dag også en stor onlinehandel. SPORT 24 er 100% danskejet og beskæftiger på landsplan over 1.500 dedikerede medarbejdere, som alle hjælper til, at man får den bedste oplevelse, når man handler sportsudstyr og fritidstøj – og nu altså også Silkeborg IF-merchandise.
Det nye partnerskab mellem Silkeborg IF og SPORT 24 gælder i første omgang frem til sommeren 2027.