31. oktober 2021

SIF sendte SønderjyskE på slagtebænken

Vallys med hattrick, Helenius som dobbelt målscorer, Frederik Carstensen på tavlen, clean sheet og tre lækre point blev udbyttet, da SIF slagtede SønderjyskE med 6-0 i Haderslev.

Silkeborg IF gæstede SønderjyskE i søndagens sene Superliga-kamp på Sydbank Park, og cheftræner Kent Nielsen havde lavet to ændringer i sin holdopstilling siden sidste runde hjemme mod OB.

André Calisir var i karantæne og blev erstattet af Joel Felix i det centrale forsvar, mens Anders Klynge afløste Stefán Teitur Thórdarson, som måtte udgå med et slag mod hoften i OB-kampen – og blev hjemme fra opgøret i Haderslev.

Fanfraktionen Stoltheden fejrede 10 års-jubilæum og var mødt talstærkt frem trods det sene spilletidspunkt – og tog imod spillerbussen med manér ved ankomst. Og ved indløb blev spillerne mødt af en masse røde og hvide flag på endetribunen – flot opbakning til udeholdet på en sen søndag, og der var ganske enkelt både flere og mere højlydte fans i udeafsnittet.

Kæmpe chance til Helenius
Kampens indledning var livlig med et hjørnespark i begge ender inden for de første to minutter. SIF lagde et højt pres og stressede SønderjyskE til et par opspilsfejl, men det lykkedes ikke at spille sig frem til afslutninger, mens stadionurets minuttæller var encifret. Omvendt truede SønderjyskE overhovedet heller ikke den anden vej.

I det 13. minut opstod kampens første chance – og den var stor. Et udspark blev mødt af Robert Gojanis aerodynamiske hoved og sendt ned mod hjemmeholdets felt, hvor Nicklas Helenius pludselig stod helt fri – men angriberens skud strøg snert forbi.

Minuttet senere brød Nicolai Vallys igennem i venstresiden og fik sparket med et indadskruet skud, der dog fløj et stykke over Lawrence Thomas’ mål. To gode muligheder på eet minut til gæsterne, der kunne og burde have taget føringen.

Endnu en afslutning faldt fra gæsterne kort efter, da en hjørnesparkskombination endte hos Robert Gojani, som måtte se sit indersideskud blokeret.

Vallys til 1-0!
Efter 18 minutter gik den ikke længere for hjemmeholdet. Anders Klynge fandt Nicolai Vallys uden for feltet – Vallys trak mod venstre og sparkede med venstrebenet, og en sprællende Lawrence Thomas kunne ikke gøre andet end at sprælle forgæves i sin flyvende flugt mod stolpen.

Fuldt fortjent 1-0 til SIF efter en flot indledning på kampen.

Det gode spil fortsatte fra gæsternes side – der var masser af flow i pasningerne og løb for hinanden, og i det 26. minut var det få centimeter fra at blive 2-0. Et Robert Gojani-frispark manglede kun en støvleknops længde for at blive mødt af Nicklas Helenius inde i det lille felt, men hjemmeholdet slap med skrækken.

SIF-trykket fortsatte, mens SønderjyskE omvendt ikke rigtig kunne sætte tre afleveringer sammen. Til gengæld begyndte hjemmeholdet i højere og højere grad at brokke sig over dommerkendelserne, og de lyseblå værter virkede frustrerede i denne fase.

Mere blev det ikke til i første halvleg, og dermed kunne SIF gå til pause med en 1-0 føring.

Vallys til 2-0!
Der skulle ikke gå mere end et enkelt minut af anden halvleg, før SIF fordoblede føringen. Oliver Sonne trykkede godt af og fremtvang et hjørnespark – på riposten fra dette sendte Sebastian Jørgensen bolden på tværs af feltet til Nicolai Vallys, der med et følt hovedstød sendte kuglen i kassen med sin anden scoring i kampen – så var vi ligesom i gang: 2-0!

Blot et minut senere var det såmænd tæt på et hattrick, da Vallys var lige ved at nå frem til en signatur-tværpasning fra Rasmus Carstensen – men foreløbigt altså ”kun” to scoringer fra den giftige SIFer.

Den netop indskiftede Abdulrahman Taiwo gjorde opmærksom på sin entré kort efter, da han hamrede en albue lige i kæben på Tobias Salquist. Hverken forsvarsgeneralen eller resten af SIFerne lod sig dog ryste og fortsatte bare de flotte takter gennem alle kæderne. Der blev ganske enkelt leveret flot fodbold.

Helenius til 3-0!
Nicklas Helenius bød sig til endnu engang i det 59. minut, da en velkomponeret SIF-omstilling førte til endnu en afslutning, men Lawrence Thomas klarede lige præcis til hjørne.

Men et minut senere kom Helenius endelig på tavlen, da han i endnu en omstilling kom frem til skud – og med et tordendrøn af en højrebensafslutning knaldede han via stolpen SIF på 3-0 – forløsende scoring for den lange angriber!

SønderjyskEs cheftræner Michael Boris reagerede med en tredobbelt udskiftning, mens en god portion af hjemmepublikummet søgte mod udgangen. SIF fortsatte dog storspillet og kom frem til flere chancer, mens ”Olé”-råbene gjaldede fra udebaneafsnittet.

… og Helenius til 4-0!!!
Og søreme om ikke vi skulle have endnu en dobbelt målscorer. Kun otte minutter efter sin første scoring kom Nicklas Helenius igen på tavlen, da et helt perfekt Rasmus Carstensen-indlæg blev mødt af Helenius’ pande, og så stod der 0-4 på tavlen.

Endnu flere hjemmefans gik nu bandende mod udgangen, mens de resterende råbte ”Tag jer sammen” og ”Der er kun eet hold på banen”.

Det havde de sådan set ret i, men det var til gengæld også et rigtig godt eet af slagsen.

Vallys med hattrick!
Frederik Carstensen kom på banen til sin Superliga-debut med 20 minutter igen og erstattede en Sebastian Jørgensen, der altså må vente til næste runde med at erobre topscorerlistens førsteplads.

Nicolai Vallys var ikke færdig endnu, og i det 77. minut blev det vanvittige 5-0 til SIF. Anders Klynge sendte sig selv afsted med en hælaflevering i feltet og tacklede sig videre – og inde foran stod Nicolai Vallys klar til at sætte sit hattrick i kassen.

Man troede snart ikke sine egne øjne længere – 0-5 på tavlen på Sydbank Park!

Nu var det Kent Nielsens tur til at lave en tredobbelt udskiftning. Med ti minutter igen var det således tak for i dag for hattrickhelten Nicolai Vallys, den dobbelte målscorer Nicklas Helenius og velspillende Robert Gojani, og ind kom i stedet Andreas Oggesen, Søren Tengstedt og Gustav Marcussen.

Unge Carstensen til 6-0!!!
SIF fortsatte den totale dominans og spillede bolden fornemt rundt. Og søreme om ikke det også skulle blive til 6-0 med ti minutter igen.

Gustav Marcussen trykkede fornemt af, og Lawrence Thomas parerede – direkte ud til Frederik Carstensen, der nemt scorede sit første Superliga-mål. 6-0 til Silkeborg IF, skriver: seks nul!!!

Nu kom også Alexander Busch på banen, da han erstattede Tobias Salquist i den rene SIF-opvisning.

Der blev mere og mere tomt på Sydbank Park – og på overkroppene af SIF-fansene bag målet, der forståeligt nok følte sig godt forkælede og ikke lod til at ænse kulden i det sønderjyske.

Mere blev det ikke til, og dermed kunne SIF rejse hjem med en fuldstændigt vanvittig 6-0 sejr i Haderslev. Næste opgave er på søndag klokken 20.00 i årets sidste hjemmekamp, når FC København kommer på besøg. Få fat i billetter på https://billet.silkeborgif.com/

 

Kampen i tal:

3F Superligaen, 14. runde – søndag den 31. oktober 2021 klokken 20.00 på Sydbank Park i Haderslev.
SønderjyskE – Silkeborg IF 0-6 (0-1)

Mål: 0-1 Nicolai Vallys (18), 0-2 Nicolai Vallys (46), 0-3 Nicklas Helenius (60), 0-4 Nicklas Helenius (67), 0-5 Nicolai Vallys (77), 0-6 Frederik Carstensen (85).

Advarsler: Mads Albæk, Abdulrahman Taiwo

Tilskuere: 3.661

SønderjyskE: Lawrence Thomas, Stefan Gartenmann, Emil Holm, Duplexe Tchamba, Marc Dal Hende, Victor Mpindi (62: Emil Kornvig), Mads Albæk, Jeppe Simonsen, Julius Eskesen (62: Mads Hansen), Daniel Prosser (62: Rilwan Hassan), Kristofer Kristinsson (46: Abdulrahman Taiwo).
Cheftræner: Michael Boris

Silkeborg IF: Nicolaj Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist (81: Alexander Busch), Joel Felix, Oliver Sonne, Anders Klynge, Mark Brink, Robert Gojani (79: Andreas Oggesen), Sebastian Jørgensen (70: Frederik Carstensen), Nicolai Vallys (79: Gustav Marcussen), Nicklas Helenius (79: Søren Tengstedt).
Cheftræner: Kent Nielsen

Dommer: Jens Maae

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen