SIF havde søndag eftermiddag besøg af OB i en kamp, som trods SIF-dominans endte 1-1, efter at OB udlignede i det 96. minut. SIFs mål blev leveret af topscorer Sebastian Jørgensen.
JYSK Park dannede søndag eftermiddag rammerne for opgøret mellem Silkeborg IF og Odense Boldklub. Sæsonens første opgør i Odense endte uafgjort 1-1, og SIF skulle derfor på hjemmebane forsøge at hente sæsonens første sejr over fynboerne.
SIFs cheftræner Kent Nielsen havde sat sin startopstilling med to ændringer i forhold til den seneste kamp mod Viborg FF. Det betød, at Andre Calisir kom ind i stedet for Joel Felix, efter han har siddet ude med en skade i en kort periode. Derudover kom Oliver Sonne ind i startopstillingen til sin blot anden kamp fra start i sæsonen. Han erstattede Nicklas Røjkjær på venstre back, der i kampen mod Viborg vikarierede for den skadede Gustav Dahl.
Efter godt 20 minutters spil kunne begge hold konstatere, at man ikke for alvor var lykkedes med at tage fat i kampen. Dog havde SIF flere gode muligheder for at skabe en stor chance, hvor kun det sidste manglede. Især de to SIF backs var aktive i kampens indledning.
Meget tvivlsom offside
Efter 33 minutter fik serverede Rasmus Carstensen for Nicklas Helenius på et tidligt indlæg, hvor angriberen med lidt held i sprøjten kunne have gjort det til 1-0. Dog fik Helenius ikke ramt bolden ordentligt, og den gik dermed ud til målspark. Chancen kom efter en god periode fra SIF, hvor man fik sat sig på spillet i en længere periode.
Efter 44 minutters spil var Kent Nielsen nødt til at lave en udskiftning, da Stefan Teitur Thordarson gik ud med en skade. Et slag i ryggen efter en duel i OBs felt betød, at Anders Klynge kom ind og kunne spille sin blot anden kamp imod barndomsklubben OB. Dette var også det sidste, der for alvor skete i første halvleg. Resultatet ved pausen var dermed 0-0 efter en halvleg, som især SIF kunne være godt tilfreds med – hvor det eneste minus var, at man ikke fik scoret.
Godt 10 minutter inde i 2. halvleg fik SIF puttet bolden i nettet. Nicolai Vallys passerede OBs målmand med en fin afslutning efter flot opspil fra SIF. Dog blev der dømt offside, da Helenius angiveligt forstyrrede målmandens udsyn. Kendelsen måtte betegnes som meget tvivlsom.
Fantastisk mål af Sebastian Jørgensen!
Efter 74 minutters spil kunne Sebastian Jørgensen med sit 6. sæsonmål endelig bringe forløsning på JYSK park.
En god bold i dybden til netop Sebastian Jørgensen fra en velspillende Robert Gojani betød, at Jørgensen på karakteristisk vis kunne trække bolden ind over banen til sit venstreben og lægge den roligt forbi OB-målmanden. Stillingen var dermed 1-0 med godt et kvarter tilbage.
Efter 77 minutter kunne Robert Gojani lade sig udskifte til stor applaus fra hjemmepublikummet, efter at han havde leveret sin hidtil bedste præstation for SIF. Gojani blev erstattet af Andreas Oggesen.
En mavepuster af en afslutning
Mod slutningen at kampen kom OB med et naturligt pres. SIF formåede langt hen ad vejen at stå imod presset, men i kampens sidste minut formåede OB alligevel at udligne til 1-1, daMax Fenger i det 96. minut kunne gøre det til 1-1 med et hovedstød.
Fodbold er til tider et uretfærdigt spil, og det må man sige, at det også var her til eftermiddag på JYSK park. SIF viste godt spil havde så afgjort fortjent mere end et uafgjort resultat.
SIFs næste opgave er på udebane mod Sønderjyske søndag den 31. oktober kl. 20.00
Kampen i tal
3F Superligaen, 13. runde – søndag den 24. oktober 2021 klokken 14.00 på JYSK Park.
Silkeborg IF – OB 1-1 (0-0)
Mål: 1-0 Sebastian Jørgensen (74), 1-1 Max Fenger (96)
Advarsler: Andre Calisir, Oliver Sonne
Tilskuere: 3662
Silkeborg IF: Nicolaj Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Andre Calisir, Oliver Sonne, Stefan Thordarson (44: Anders Klynge), Mark Brink, Robert Gojani (77: Andreas Oggesen), Sebastian Jørgensen (88: Nicklas Røjkjær), Nicolai Vallys, Nicklas Helenius.
Cheftræner: Kent Nielsen
OB: Hans Christian Bernat, Nicholas Mickelson, Jeppe Tverskov, Alexander Juel Andersen, Jørgen Skjelvik, Jens Jakob Thomasen, Aron Elis Thrandarson (88: Jakob Breum Martinsen), Troels Kløve (76: Moses Opondo), Mads Frøkjær Jensen (70: Max Fenger), Emmanuel Sabbi , Bashkim Kadrii (70: Mart Lieder).
Cheftræner: Andreas Alm
Dommer: Sandi Putros
Referat: Anders Mathiasen