SIFerne Stefán Teitur Thórdarson og André Calisir er begge blevet udtaget til henholdsvis det islandske og armenske A-landshold, der 8. oktober spiller på Island.
Stefán Teitur Thórdarson er i forvejen noteret for fire A-landsholdskampe, og den stærke islænding har mulighed for at lægge yderligere på sin landsholdskonto, når det islandske A-landshold 8. og 11. oktober møder henholdsvis Armenien og Liechtenstein på hjemmebane i VM-kvalifikationen.
Førstnævnte opgør har den krølle på halen, at det kan blive lidt af et SIF-opgør, for André Calisir skal også i national tjeneste, idet han er udtaget til det armenske A-landshold. Ud over kampen mod Island skal Armenien og André Calisir en tur til Bukarest for at møde Rumænien. Calisir er i forvejen noteret for 19 A-landskampe for Armenien.
Kampene spilles i VM-kvalifikationens Gruppe J, hvor Armenien ligger på en flot andenplads efter Tyskland, men over Rumænien, Nord Makedonien, Island og Liechtenstein.