Silkeborg IF led mandag aften et nederlag på 0-2 til AGF hjemme på JYSK Park. Yann Bisseck og Mikael Anderson stod for de to mål.
Et velbesøgt JYSK Park bød mandag aften på den jyske klassiker mellem SIF og AGF, hvor 8.013 tilskuere dannede rammen.
SIFs cheftræner Kent Nielsen havde sat sit hold med en enkelt ændring i forhold til den seneste kamp i Brøndby, og det betød, at der var comeback til Andre Calisir, der sad ude i kampen mod Brøndby for en uge siden, hvor Joel Felix havde overtaget hans plads.
AGF startede kampen med et højt pres, der tvang SIF ud i en lidt nervøs start – dog uden, at det førte til noget farligt for udeholdet. AGF spillede generelt en hård fysisk kamp og gik hårdt til de tekniske silkeborgensere, der flere gange røg i græsset. Efter 10 minutters spil havde SIF fået nogenlunde styr på deres eget spil – dog sprudlede det ikke, og AGF truede med farlige omstillinger.
Gode takter fra SIF
Efter 20 minutters spil kom SIF frem til noget, der kunne have været en rigtig stor chance. Rasmus Carstensen brød fint igennem på højresiden og lagde et godt indlæg, og det eneste der manglede var, at Nicklas Helenius kom frem til det.
Små to minutter senere kom Rasmus Carstensen igen med frem med en afslutning fra en spids vinkel, der sneg sig uden om stolpen. Chancen opstod oven på en mistimet afslutning fra Anders Klynge efter et ellers godt indlæg fra Gustav Dahl. De to backs var i starten af kampen toneangivende.
SIFs sidste reelle forsøg i første halvleg var et langskudsforsøg fra Mark Brink, men forsøget gik forbi mål, og pausestillingen var dermed 0-0 i den midtjyske neglebider.
Taktiske justeringer i pausen
Kent Nielsen tog i pausen konsekvenserne af, at man i første halvleg havde haft svært ved at spille sig igennem AGFs forsvar. Det betød, at man sendte Sebastian Jørgensen på banen i stedet for Anders Klynge. Fra anden halvlegs start forsøgte AGF at gå højt og presse SIF, men SIF satte sig hurtigt på tingene igen, og man fik hurtigt spillet sig frem til to hjørnespark.
Efter 10 minutters spil faldt kampens største chance til SIFernes Nicolai Vallys. Efter en god omstilling fra SIF og hurtige kombinationer fra Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius, endte bolden hos Vallys, der sendte bolden snert over mål.
SIF havde sat sig på spillet i anden halvleg, og kort tid efter Vallys’ chance havde Stefan Thordarson et godt langskudsforsøg, der dog endte midt på Jesper Hansen i AGFs mål.
AGFs Jon Thorsteinsson kom efter 60 minutters spil ind i SIFs felt med nogle vævre driblinger og faldt i feltet i en duel med Tobias Salquist – i første omgang lignede det et straffespark til AGF, men dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt dømte frispark til SIF og gav Thorsteinsson et gult kort for film – og dem kunne der sådan set fint have været to af, for den islandske AGFer havde kampen igennem lige rigeligt svært ved at holde sig på benene med fairness i behold.
Efter 67 minutters spil lavede SIF deres anden udskiftning i kampen – ud gik Andreas Oggesen, der havde spillet en fin kamp, og ind kom den svenske hjemmebanedebutant Robert Gojani.
AGF-scoringer efter hjørnespark
Efter 71 minutters spil blev der stille på JYSK Park, da AGF scorede til 0-1 på et hovedstød af Yann Bisseck efter et hjørnespark. Målet kom efter en periode, hvor AGF var kommet mere med i kampen og havde tilkæmpet sig flere hjørnespark.
Kun to minutter senere kom 0-2 målet fra AGF og igen efter hjørnespark. En lidt uheldig clearing fra Silkeborg gav Mikael Anderson muligheden fra silkeborgensernes straffesparksfelt, og den chance scorede han på. Stillingen i Søhøjlandet var dermed 0-2, og stemningen på stadion var ændret til AGFs fordel.
Efter de to hurtige AGF mål tog Kent Nielsen konsekvensen og tog Stefan Thordarson ud, og skiftede endnu en hjemmebanedebutant ind i den unge angriber Søren Tengstedt, der sammen med Helenius skulle jagte et mål til SIF.
Det lykkedes ikke, og kampen sluttede uden de store chancer til nogen af holdene. SIF viste til tider godt spil, men det blev aldrig for alvor så farligt, som det kan være, når Søhøjlandets helte virkelig folder sig ud. Lidt af et antiklimaks på en aften, der kunne være blevet magisk, men i stedet fusede ud for SIF.
Kampen i tal
3F Superligaen, 9. runde – mandag den 20. september 2021 klokken 19.00 på JYSK Park.
Silkeborg IF – AGF Aarhus (0-0)
Mål: 0-1 Yann Bisseck (71), 0-2 Mikael Anderson (73)
Advarsler: Patrick Mortensen, Stefan Thordarson, Jon Thorsteinsson, Mikael Anderson, Nicolai Vallys
Tilskuere: 8.013
Silkeborg IF: Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Andre Calisir, Gustav Dahl, Mark Brink, Stefan Thordarson (74: Søren Tengstedt), Nicolai Vallys, Anders Klynge (45:Sebastian Jørgensen), Andreas Oggesen (67: Robert Gojani), Nicklas Helenius.
Cheftræner: Kent Nielsen
AGF: Jesper Hansen, Yann Bisseck, Sebastian Hausner, Oliver Lund, Nicolai Poulsen, Albert Grønbæk (81: Patrick Olsen), Eric Kahl, Mustapha Bundu (57: Frederik Brandhof), Mikael Anderson (88: Anthony D´Alberto), Patrick Mortensen (88: Dawid Kurminowski), Jon Dagur Thorsteinsson.
Cheftræner: David Nielsen
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt