28. juni 2021

10 nye studenter fra Silkeborg Fodbold College

Årets kuld af studenter fra Silkeborg Fodbold College dimitterede lørdag. 

Billedtekst: De i alt 10 nye studenter fra Silkeborg Fodbold College, der også har gennemført den tre-årige HHX-uddannelse, er: Anders Dahl, Carl Martinsen, Emil Junge (fraværende og ikke med på fotoet), Frederik Carstensen, Jonathan Falbe-Hansen, Kasper Rytter, Lasse Bak Laursen, Lucas Udengaard Jensen, Niclas Holm Pedersen og Oscar Fuglsang. 

Længe har de været talenter. Nu er de også studenter. 10 elever fra Silkeborg Fodbold College har gennemført fodbolduddannelsen i SIF sideløbende med at de har taget den tre-årige HHX-uddannelse og nu kan kalde sig studenter.

Det blev markeret ved en lille højtidelighed på JYSK park lørdag, hvor der traditionen tro også blev kåret Årets Elev og Årets Kammerat. Det er eleverne selv, der stemmer på Årets Kammerat, mens Årets Elev bliver udvalgt af trænerne på Silkeborg Fodbold College. Sidste års kammerat, Anders Sønderby, uddelte priserne, og Frederik Carstensen blev tildelt prisen som Årets Kammerat, mens Niclas Holm Pedersen blev kåret som Årets Elev.

Den aktuelle årgang udmærker sig ved, at hele fire af talenterne er nået igennem som fodboldspillere på fuld tid i SIF’s A-trup. Det er Anders Dahl, Frederik Carstensen, Niclas Holm Pedersen og Oscar Fuglsang.

Som det sig hør og bør var der naturligvis også taler til de unge dimittender.

Formand for bestyrelsen for Silkeborg Fodbold College, Poul Hansen, fremhævede betydningen af at have været en del af alle de elementer, som Silkeborg IF indeholder, lige fra børnefodbold i amatørafdelingen til eliteholdene i den professionelle afdeling og uddannelsesenhederne på Talent Team på Sølystskolen, Silkeborg Efterskole Silkeborg Gymnasium og College360.

SIF’s sportschef Jesper Stüker anerkendte, at det har krævet noget ekstraordinær af de 10 dimittender at gennemføre.

– Evner som det at være pligtopfyldende, målrettet, dedikeret og at kunne håndtere såvel medgang som modgang, og i øvrigt at være en god kammerat i et stærk fællesskab, er karaktertræk, som er efterspurgte og som gør dimittenderne til noget ganske særligt, sagde Jesper Stüker.

Niclas Holm Pedersen (til venstre) blev kåret som Årets Elev, mens prisen som Årets Kammerat gik til Frederik Carstensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen