SIF gav dumme mål væk i 1. halvleg og var bagud 0-4 ved pausen. OB kunne tage hjem med sejr på 5-1 efter onsdagens U17-kamp på JYSK park.
Både resultatet og præstationen var skuffende, da SIF’s U17-hold onsdag eftermiddag tog imod OB på JYSK park. Fynboerne kunne tage hjem med en sejr på 5-1 efter føring på 4-0 ved pausen.
– Jeg havde håbet vi kunne komme med noget mere både offensivt og defensivt. Det var unødvendigt at der skulle stå 4-0 ved pause, men vi manglede kvalitet og gnist i begge ender. Vi må videre og ud at gøre det bedre næste gang, siger U17-træner Casper Røjkjær.
SIF’erne gav i 1. halvleg dumme mål væk, og da drengene ikke selv formåede at score på de chancer, der opstod, var cifrene på måltavlen nedslående 0-4.
Det blev mere lige i 2. halvleg, men der kom aldrig spænding i en kamp, der mere eller mindre var afgjort ved pausen.
SIF får chance for at revanchere sig på næste lørdag, 12. juni, når Vejle tager imod i VB Parken kl. 15.00.
Kampen i tal:
U17 Liga, onsdag 2. juni kl. 16 på JYSK park:
Silkeborg IF – OB 1-5 (0-4)
Mål: 0-1 Charly Nouck Horneman (12.), 0-2 Charly Nouck Horneman (20.), 0-3 Markus Jensen (28.), 0-4 Charly Nouck Horneman (45.), 1-4 Frederik Nedergaard (55.), 1-5 Valdemar Grymer (73.).