Med et nederlag efter forlænget spilletid og straffespark til Tyskland er Danmark ude af EM efter mandagens kvartfinale i Ungarn.
Danmarks U21-mandskab er ude af EM-slutrunden. Mandag aften tabte Albert Capellas mandskab til Tyskland i kvartfinalen efter forlænget spilletid og straffesparks-konkurrence.
SIF’s Rasmus Carstensen var med i hele kampen på positionen som højre back og spillede en god kamp. Også Frederik Alves Ibsen, der skiftede fra SIF til West Ham for et halvt år siden, var med i alle 120 minutter i det danske centralforsvar.
Efter en presset 1. halvleg kom Danmark bedre med i 1. halvleg og bragte sig også i front ved Vejle-talentet Wahid Faghir. To minutter før tid fik Tyskland imidlertid udlignet, og efter en jævnbyrdig forlængelse med 2-1 føring til Tyskland og udligning på straffespark ved den danske anfører Victor Nelson endte det hele i straffesparks-konkurrence.
På Danmarks sjette spark brændte Victor Kristiansen, og så kunne Paul Jaeckel på kampens sidste spark afgøre kampen til tyskernes fordel, da han sparkede bolden i nettet.
Dermed er det Tyskland, der møder Portugal i semifinalen i Maribor torsdag, mens Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen og de øvrige danske U21-landsholdsspillere rejser hjem og holder en kort ferie, inden forberedelserne til den kommende sæson går i gang. For Rasmus Carstensens vedkommende mødes han med den øvrige del af SIF-truppen 20. juni.
Kampen i tal:
U21 EM, kvartfinale, mandag 31. maj kl. 21.00 på MOL Aréna Sóstó i Szekesfehervar, Ungarn:
Danmark – Tyskland 8-7 (efs. og str.sp.) 1-1 i ordinær, 2-2 i forlængelse:
Mål: 1-0 Wahid Faghir (69.), 1-1 Lukas Nmecha (88.), 1-2 Jonathan Burkardt (100.), 2-2 Victor Nelson (str., 108.)
Straffespark: 3-2 Gustav Isaksen, Jonathan Burkardt brænder, 4-2 Carlo Holse, 4-3 Arne Meier, Wahid Faghir brænder, 4-4 Lars Lukas Mai, 5-4 Morten Hjulmand, 5-5 Niko Schlotterbeck, 6-5 Victor Nelson, 6-6 Lukas Nmecha, 7-6 Nikolas Nartey, 7-7 Amos Pieper, Victor Kristiansen brænder, 8-7 Paul Jaeckel.