Et hovedstødsmål af Alexander Busch var ikke nok for SIF, der onsdag aften måtte se sig slået 3-1 af FC Midtjylland.
En tidlig føring af SIF var ikke nok til at få point onsdag aften i Ikast, hvor FC Midtjylland vandt den udsatte liga-kamp med 3-1.
– Kampen lignede lidt sidste weekends kamp mod Brøndby, hvor vi igen ikke lykkedes godt nok med bolden, og uden bold var vi ikke afstemte nok og blev presset på deres dybde- og mellemrumsspil. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne holde føringen længere tid, for det tror jeg kunne have givet os noget mere plads den anden vej, siger U19-træner Jesper Mikkelsen.
SIF blev mødt af et højt pres, som drengene forsøgte at spille sig ud af efter holdets spillestilsprincipper.
– De gange det lykkedes, kom vi fint op igennem banen centralt, men det gav også chancer til dem, når vi mistede bolden, fortæller Jesper Mikkelsen.
Alexander Busch scorede efter 20 minutter flot med hovedet på et hjørnespark. FC Midtjylland udlignede kort tid efter og bragte sig også foran inden pausen.
– Vi ramte ligesom i sidste weekend et for lavt niveau efter pausen, og vi så trætte ud i de sidste 30-40 minutter, erkender U19-træneren.
Søndag spiller SIF igen. SønderjyskE kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 13.00.
Kampen i tal:
U19 Liga, 20. runde, onsdag 12. maj kl. 18.00 på EDC Arena i Ikast:
FC Midtjylland – Silkeborg IF 3-1 (2-1)
Mål: 0-1 Alexander Busch (20.), 1-1 Victor Stange Lind (28.), 2-1 Victor Stange Lind (42.), 3-1 Doguhan Aral Simsir (49.)