Nede med 1-3 lykkedes det SIF’s U15-hold at komme tilbage og få uafgjort 3-3 lørdag mod Esbjerg på Søholt.
SIF’s U15-drenge kom godt igen og fik 3-3 lørdag mod Esbjerg på Søholts kunstgræsbane efter at have været bagud 1-3. Udligningen faldt i sidste minut ved Sebastian Laustsen.
– Det var et svingende niveau og et skiftende kampbillede, hvor vi i perioder havde det svært mod et aggressivt og duelstærkt Esbjerg-hold. Vi havde dog også perioder med gode angreb og havde både chancer og tilløb til mange chancer, når vi fik skubbet boldene ned bag deres bagkæde. Drengene viste god moral mod slutningen, og det var fedt at komme tilbage og få et point, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.
SIF indledte kampen i et lidt for lavt gear og blev trykket af et aggressivt udehold. Som 1. halvleg skred frem, fik hjemmeholdet bedre fat, men var heldige med at undgå mål imod i løbet af 1. halvleg.
Efter en halv time scorede Bertram Binggeli på en dybdebold fra Sebastian Laustsen efter fint opspil. Tre minutter inde i 2. halvleg var det hele tippet på hovedet med to scoringer fra Esbjerg, hvor SIF’erne tøvede i et par defensive aktioner.
Esbjerg udbyggede med scoring til 1-3 på straffespark. Med fem minutter igen gav en afslutning fra Lasse Abildgaard et straffespark pga. hånd på bolden. Abildgaard eksekverede selv, og i sidste minut sendte Julius Askou en høj bold mod feltet, som ikke blev clearet, og så kunne Sebastian Laustsen med lidt hjælp fra Esbjergs keeper heade bolden i nettet til udligning.
U15-holdets næste opgave er lørdag kl. 12.30 mod FC Midtjylland på Ikast FS’ kunstgræsbane ved det gamle Ikast Stadion, der nu hedder EDC Arena.
Kampen i tal:
U15 Ligaen, 17. runde, lørdag 10. april kl. 13.00 på Søholts kunstgræs:
Silkeborg IF – Esbjerg fB 3-3 (1-0)
Mål: 1-0 Bertram Binggeli (32.), 1-1 Adin Cehobasic (41.), 1-2 Frederik Møller (43.), 1-3 Noah Strandby Oliver (58., strfsp.), 2-3 Lasse Abildgaard (76., strfsp.), 3-3 Sebastian Laustsen (80.)