SIF’s U14-drenge led to nederlag i Påsken. Lørdag blev det 0-6 i Aalborg og mandag 3-6 i Randers.
Det blev en resultatmæssig hård genstart på U14 Ligaen for SIF. 12 mål – seks i hver af de to kampe – blev der lukket ind, og mens det lørdag i Aalborg blev 6-0 til AaB lykkedes det trods alt SIF at komme på måltavlen i Randers mandag, hvor hjemmeholdet vandt 6-3.
I kampen i Aalborg indledte SIF ellers som lyn og torden og spillede fremadrettede, var aggressive og fik truet AaB’s mål. SIF-drengene gik højt, fik erobret nogle bolde og havde muligheden for at bringe sig foran inden AaB scorede til 1-0 efter en individuel fejl.
SIF’erne forsøgte at holde intensiteten oppe, men kampen tippede stille og roligt, og hjemmeholdet fik lavet to mål mere, så der stod 3-0 efter et kvarter.
– Vi stod med en lidt mærkelig fornemmelse i pausen, da vi følte, vi sagtens kunne have scoret, og at vi havde gjort det godt. Vi blev dog straffet på nogle kritiske boldtab, og når vores pres ikke var skarpt nok, siger U14-træner Oliver Quottrup.
I 2. halvleg fladede SIF lidt ud, hvor et gult kort også blev afgørende for drengenes oplevelse. De blev lidt for passive og mistede noget intensitet, og AaB dominerede.
– Det var en god præstation, hvor vi spillede vores chance, men blev straffet af en bedre modstander. Vi havde ikke kvaliteterne til at holde dem fra fadet, og ej heller til at lave mål, hvilket nok ærgrer mig mest, siger U14-træneren.
Så slidte ud i Randers
Mandag i Randers ventede en ny kamp, der fik en voldsom indledning: 1-0 til SIF efter ét minut, 1-1 efter to minutter, 2-1 til Randers efter fem minutter.
– Vi indledte med manglende sammenhæng og så slidte ud efter en hård kamp i Aalborg. Vi spillede langsomt og for tidligt på siden, og var sårbare i vores organisation. Randers fik truet os med lidt direkte spil, og vi manglede involvering og vilje til at hjælpe, ligesom vi manglede det i gennembrudsspillet. Vi fik scoret til 2-3 lige inden pausen på en god indlægssituation, hvilket gav os lidt liv igen, forklarer Oliver Quottrup.
SIF indledte 2. halvleg godt og fik spillet hurtigt centralt, hvilket gav plads til at angribe. Drengene fik ikke for alvor truet dybt og på siden, og dårlige beslutninger gjorde også, at de for sjældent fik flyttet spillet op på Randers’ halvdel.
– Efter gode takter og opløftende fodbold, måtte vi igen indkassere et par mål. Med et kvarter igen reducerede vi på straffespark, men vi havde desværre ikke mere at skyde med, siger Oliver Quottrup og konkluderer på Påskens kampe:
– Vi har sat en del fine angreb sammen de sidste to kampe, men vi skal kunne tage det næste skridt derfra og ikke mindst prøve at undgå at give chancer væk i både omstillinger og etableret spil.
Næste opgave for U14-holdet er lørdag kl. 10.00, hvor Herning Fremad kommer på besøg på Søholt.
Kampene i tal:
U14 Liga, 11. runde, lørdag 3. april kl. 12.00 på AaB’s anlæg:
AaB – Silkeborg IF 6-0 (3-0)
U14 Liga, 1. runde, mandag 5. april kl. 10.00 på Randers Stadions kunstgræsbane:
Randers Freja FC – Silkeborg IF 6-3 (3-2)
Mål for SIF: Sebastian Christoffersen, William Faber (U13) og Lucas Valentin Vohnsen.