SIF har skrevet en 3-årig kontrakt med 26-årige Andreas Oggesen fra FC Fredericia.
Billedtekst: Andreas Oggesen var senest på JYSK park 12. december. Her jagter han Nicolai Vallys. Foto: Ulla Myrhøj.
SIF har sikret sig 26-årige Andreas Oggesen fra FC Fredericia på en 3-årig kontrakt. Kontrakten er gældende fra 1. juli 2021.
– Silkeborg IF er en fed klub med en fed spillestil, og det har jeg enormt stor lyst til at blive en del af. Samtidig har jeg et brændende ønske om at komme til at spille i 3F Superligaen igen, og dér tror jeg på at chancen er stor i SIF, siger Andreas Oggesen om årsagerne til sit skifte.
Andreas Oggesen, der spiller på den centrale midtbane, vil til sommer have rundet fem sæsoner i FC Fredericia, hvor han inden foråret har spillet 132 kampe og scoret 5 mål. Han kom til fæstningsbyen i sommeren 2016 fra SønderjyskE, hvor han har fået sin fodbold-opvækst og også spillede i 5 sæsoner inden skiftet.
– Jeg er 26 år, så tidspunktet er det rigtige. Jeg har haft nogle rigtig gode år i Fredericia, hvor jeg har været glad for at være, men jeg glæder mig til Silkeborg og til at lære nye holdkammerater at kende, siger Oggesen, der blev kåret som årets spiller i Fredericia efter sidste sæson.
Andreas Oggesen har allerede haft en snak med SIF’s cheftræner Kent Nielsen om sin rolle på holdet, og han er – i konkurrence med de øvrige spillere i truppen – tiltænkt rollen som manden, der skal sætte spillet og holde flowet fra sin position på den centrale midtbane.
Sportschef Jesper Stüker ser Andreas Oggesen som en vigtig brik i det puslespil, han er ved at lægge til fremtidens hold i SIF.
– Andreas kommer til SIF med stor rutine og et højt niveau, og han tilføjer både erfaring og lederskab til vores unge trup. Jeg er sikker på, at han kommer til at bidrage i væsentligt omfang, når vi er tilbage i 3F Superligaen fra næste sæson, som vi alle håber og tror på, siger Jesper Stüker.
Andreas Oggesen spiller som udgangspunkt sæsonen færdig for FC Fredericia og er klar for SIF til den nye sæson 2021/22. Han optrådte senest på JYSK park i efterårets næstsidste runde 12. december, da han var anfører for det Fredericia-hold, der måtte se sig slået 2-0.