Alexander Lind scorede hat-trick, da SIF’s reservehold fredag vandt 3-1 over Viborg. Siden måtte han udgå i stærke smerter.
Billedtekst: Fredagens reservekamp blev himmel og helvede for Alexander Lind, der først scorede tre mål og siden måtte trække sig med stærke smerter. Foto: Morten Kjær.
SIF sejrede i andendagsgildet mod Viborg FF, da de to klubber efter torsdagens divisionskamp med nederlag til SIF sendte reserverne i kamp på JYSK park. På hattrick af Alexander Lind vandt SIF en sikker sejr på 3-1. Kampen var en testkamp arrangeret i fravær af reserveliga-kampe, der er aflyst for resten af året på grund af covid-19.
Alexander Lind bragte SIF i spidsen efter et kvarters spil, og det var på praktisk taget første chance i kampen. På en hurtig omstilling modtog han bolden fra Valance Nambishi og hamrede den sikkert i mål.
Viborg havde et enkelt frisparks-forsøg midtvejs i halvlegen, som Stan van Bladeren klarede uden problemer, og det samme gjorde han på Viborgs anden chance i det 35. minut, hvor Younes Bakiz sparkede fra kanten af feltet.
Lind til 2-0 på ægte angriber-mål
SIF viste mere farlighed på de tilbud, de skabte, og i det 41. minut blev det 2-0, da Alexander Lind blev stukket fri i dybden og gik direkte mod mål. I feltet vippede han bolden elegant over Lucas Lund i Viborg-målet, så den hoppede stille og roligt i mål. Et rigtigt angriber-mål fra den unge SIF’er.
Alexander Lind var på pletten for tredje gang, da han tæt under mål otte minutter inde i 2. halvleg sendte bolden ind på Pelle Mattsson aflevering efter et fint SIF-angreb. Mattsson fandt Lind med en flad pasning på tværs af feltet.
Efter godt en times spil modtog gæsternes Mads Søndergaard sit andet gule kort efter en sen tackling på Pelle Mattsson, der måtte humpe ud og blev erstattet af Marcus Baggesen. Da kampen var en ren test, fik Viborg lov at sætte en erstatning (Lukas S. Christensen) på banen i stedet.
Lind måtte udgå
Det lykkedes Viborg at reducere midtvejs i halvlegen, da Younes Bakiz fra spids vinkel sendte bolden forbi Stan van Bladeren.
Med godt et kvarter igen måtte Alexander Lind trække sig ud af kampen efter at have fået en hård bold dér, hvor mænd ønsker den slags mindst. Han lå længe og led på sidelinjen inden han i smerte trak sig ind på udskiftningsbænken. Jeppe Kilden Grøn kom tilbage på banen som erstatning.
SIF har fået arrangeret endnu en testkamp for reserverne inden 1. division går på vinterpause. Dagen efter divisionskampen mod Vendsyssel – mandag 7. december kl. 14.00 – spiller SIF mod SønderjyskE på JYSK park.
Kampen i tal:
Resevekamp, test, fredag 27. november kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Viborg FF (2-0)
Mål: 1-0 Alexander Lind (15.), 2-0 Alexander Lind (41.), 3-0 Alexander Lind (53.), 3-1 Younes Bakiz (70.)
Advarsler: Mads Søndergaard, Viborg FF.
Udvisning: Mads Søndergaard, (2 x gult).
Silkeborg IF (4-3-2-1): Stan van Bladeren – Valance Nambishi, Alexander Busch (73.: Anders Sønderby), Joel Felix, Gustav Dahl – Pelle Mattsson (67.: Marcus Baggesen), Stefán Teitur Thórdarson, Jeppe Kilden Grøn (73.: Jonathan Falbe-Hansen) – Niclas Holm Pedersen, Nicklas Røjkjær – Alexander Lind (75.: Jeppe Kilden Grøn).
Træner: Peder Knudsen.
Viborg FF (4-3-3): Lucas Lund Pedersen – Alexander Fischer, Kristoffer Kvist, Lorenzo Gordinho, Casper Gandrup – Sofus Brix, Mads Søndergaard, Frederik Brandhof – Lukas S. Christensen, Younes Bakiz, Ibrahim Said.
Træner: Nickolai Lund