26. oktober 2020

Mål af Lind og Røjkjær sikrede reserverne første sejr

Med scoring efter en times spil af Alexander Lind og Nicklas Røjkjær i overtiden vandt SIF’s reserver mandag eftermiddag 2-0 i Horsens.

SIF vandt mandagens kamp i Reserveligaen med 2-0 over Horsens. Efter en målløs 1. halvleg bragte Alexander Lind SIF i front efter en times spil, og i overtiden, da Horsens pressede for udligning, sørgede Nicklas Røjkjær i tæt samarbejde med Lind for 2-0.

Horsens, der stillede med en stor del af superligatruppen, der ikke havde været med fra start i søndagens superligakamp mod FC Nordsjælland (1-1), indledte bedst og satte SIF’erne under pres. Indenfor det første kvarter var der flere gange optræk til horsensianske muligheder med to hovedstød af Magnus Jensens  som de største. Først headede han lige over mål efter et frispark og siden lige forbi efter et hjørnespark.

Kikset hovedstød og mål af Lind
SIF’s første chance opstod efter en halv time på et hjørnespark, der gav Alexander Lind en hovedstødsmulighed, men SIF-angriberen fik ikke ordentligt ram på bolden. Kort før pausen fik Nicklas Røjkjær en skudchance fra kanten af feltet, men sparkede bolden over mål. Det afsluttede en ujævn 1. halvleg, hvor SIF havde været under pres i perioder.

SIF fik bedre fat fra 2. halvlegs start og fik spillet lagt op på Horsens’ halvdel. Efter godt 10 minutter modtog Alexander Lind en dyb stikning, tog bolden med sig og med et fladt spark udplacerede Michael Lansing i Horsens-målet. Bolden gik i nettet via indersiden af stolpen.

Kæmpede sejren hjem
Efter SIF’s føringsmål fik Horsens bedre fat igen og kom også til enkelte muligheder. I den anden ende truede Stefán Teitur midt i halvlegen med et langskud, der lige akkurat gik over mål, men ellers var der langt mellem de åbne muligheder. SIF fik kæmpet de tre point hjem, og scorede endda til 2-0 ved Nicklas Røjkjær på forarbejde af Alexander Lind i kampens døende minutter, da Horsens satsede alt på udligning. Efterårets første sejr i Reserveligaen var en realitet.

Næste kamp for reserverne er først om en lille måned, mandag 23. november kl. 14.00, hvor Hobro kommer på besøg på JYSK park.

Kampen i tal:
Reserveliga, 3. runde, mandag 26. oktober kl. 13.00 ved CASA Arena Horsens:
AC Horsens – Silkeborg IF 0-2 (0-0)
Mål: 0-1 Alexander Lind (56.), 0-2 Nicklas Røjkjær (90.)
Advarsler: Mathias Madsen, AC Horsens, Stefán Teitur Thórdarson, SIF.
Silkeborg IF (4-3-3): Stan van Bladeren – Oscar Fuglsang (81.: Jonathan Falbe), Alexander Busch (U19), Lasse Bak Laursen (U19), Gustav Dahl – Pelle Mattsson, Stefán Teitur Thórdarson, Nicklas Røjkjær – Nicolai Vallys (81.: Nicklas Mehl), Alexander Lind, Wessam Abou Ali (46.: Niclas Holm Pedersen).

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen