25. oktober 2020

Kent Nielsen fuld af lovord til sine spillere

Ovenpå en hård uge og nederlag i topkampen mod Viborg havde SIF-træner Kent Nielsen udelukkende ros til sine spillere efter 3-0 over Fremad Amager. 

Blot tre døgn efter nederlaget til Viborg tog SIF til Sundby Idrætspark og revancherede sig godt og grundigt for nederlaget torsdag i en ny vigtig topkamp mod Fremad Amager. Det fik SIF-træner Kent Nielsen til at stor-rose sit hold ovenpå 3-0 sejren.

– Jeg var imponeret. Jeg sagde det allerede inden sæsonen startede og også op til kampen, at Fremad Amager er et af de hold, der har et topniveau, som er noget af det højeste i ligaen. I særdeleshed på hjemmebane. Derfor vidste vi godt, at der skulle noget ekstraordinært til fra vores side. Det leverede vi. Det var en helstøbt indsats, lød det fra Kent Nielsen bagefter.

– Vi havde en hård kamp både fysisk og i særdeleshed mentalt i torsdags – og vi er et ungt hold. Vi følte, at der var mange ting, som vi gjorde rigtigt, og vi kunne have fået mere ud af det. Så der var noget mentalt, vi også skulle have håndteret. Hvor står du så, når vi har så mange unge, der ikke helt har prøvet detteher før. Både på det fysiske og det mentale plan? Dér må  jeg  bare sige, at vi var spot on i dag, fastslog han.

I det store og hele var der ikke megete at sætte finteren på i det, SIF’erne leverede.

– Vi er dominerende i det meste af 1. halvleg – også mere end jeg havde troet, vi kunne være. De var lidt rådvilde. Alt i alt en helstøbt indsats. Der er perioder i slutningen af 1. halvleg og lidt i starten af 2., hvor Fremad Amager kommer lidt bedre med, men overordnet set var det helstøbt både taktisk, kvalitetsmæssigt og i udførelsen. Jeg er fuld af lovord for spillerne i dag. Det var stærkt, sagde han.

SIF har tidligere i sæsonen vundet solide sejre i både Kolding og Hvidovre, men Fremad Amager er et af de hold, der forventes at spille med om oprykning, og det sætter også sejren på 3-0 i perspektiv.

– Det er ikke bare sejren, men også måden, vi gør det på. Det er ikke mange muligheder, de har. Det er altid rart at spille til nul, og så er det også rart at vi viser kvalitet med bolden mod et andet hold, der også er boldsikkert. Vores presspil er godt vores organisation gjorde det svært for dem, så det er absolut ikke ufortjent, vi vinder 3-0. Det er godt. Men ellers skal vi ikke nedgøre nogle hold i forhold til andre, for det er den stærkeste 1. division nogensinde, taler alle om, konkluderede Kent Nielsen, der også havde ros til hattrick-helten Magnus Mattsson.

– Stærk indsats. Magnus var meget effektiv i 2. halvleg efter at han havde manglet den før pausen. Og skal vi tage noget med herfra ud over alt det positive, så er det, at når vi er så dominerende i en halvleg, som tilfældet var før pausen i dag, og også producerer de chancer, som vi gør, så skal vi sørme også sørge for at få noget ud af det. Ellers kan man som mod Viborg risikere, at modstanderen lige pludselig får ædt sig ind, sagde Kent Nielsen.

– I dag var det en af de mest helstøbte indsatser, vi har lavet. Mange toppræsterer og spiller både modent og frækt. I dag havde vi kvaliteten, men kunne også se, at vi var slidte til sidst. Der er blevet brugt mange ressourcer i denne uge, sagde Kent Nielsen, der kvitterede for indsatsen og sejren ved at give den del af truppen fri, der ikke skal spille Reserveliga i Horsens i morgen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen