SIF’s tre ældste ungdomselite-hold, U19, U17 og U15, mødte alle Lyngby på Søholt lørdag – og led tre nederlag.
SIF’s tre ældste ungdoms-elitehold havde alle besøg af Lyngby lørdag eftermiddag på Søholt og JYSK park, og det blev en gæstfri eftermiddag fra SIF’ernes side. Lyngby kunne tage hjem med tre sejre.
U19-holdet var tættest på point målt på slutcifrene, idet den kamp endte 3-2 til Lyngby.
– Vi havde et par muligheder for at udligne til sidst i kampen, men må også erkende, at Lyngby havde nogle store chancer. Generelt synes jeg synes ikke, at vi ramte et højt nok niveau med bolden, og når vi ikke er afstemte i presset, kommer vi i én mod én situationer, som vi har svært ved at klare. Det må vi gøre bedre næste gang i Esbjerg, konkluderer U19-træner Jesper Mikkelsen.
SIF’erne forsøgte fra start at flytte spillet op på modstanderens halvdel ved at spille direkte og gå højt i presset. Efter fem minutter ramte SIF stolpen, men det var alligevel Lyngby, der kom foran efter 10 minutter på et boldtab fra hjemmeholdet. SIF’erne fik generelt ikke skubbet holdet godt nok med i pres, og Lyngby dominerede derfor 1. halvleg. Det blev også 0-2 på et straffespark. Pelle Mattsson reducerede efter en halv time efter et hjørnespark.
– Lyngby scorede tidligt efter pausen, men ellers var resten af 2. halvleg godkendt. Her fik vi trykket dem godt tilbage og scorede med 10 minutter igen til 2-3, igen efter hjørnespark, siger Jesper Mikkelsen.
SIF spiller igen i Esbjerg på lørdag med kampstart kl. 11.45 på kunstgræsbanen ved Blue Water Arena.
For meget nedad for U17
For U17-holdet, hvor tingene hidtil i sæsonen er gået op og ned, blev det for meget nedad lørdag mod Lyngby, der kunne rejse hjem med en solid sejr på 5-1.
– Vi skal på den igen, og vi må i den kommende periode stille større krav til os selv og hinanden, slår U17-træner Casper Røjkjær fast.
Lyngby indledte kampen bedst og satte SIF under pres. Hjemmeholdet fik sig dog kriget godt ind i kampen og havde flere fine sekvenser med bolden, og efter lyngby havde scoret til 1-0, var SIF bedst og fik også udlignet til 1-1. Det lignede længe resultatet til pause, men ukoncentreret forsvarsspil hos SIF i de sidste to minutter af halvlegen betød, at der stod 1-3 til Lyngby ved halvtid.
– Den kolde spand vand i hovedet formåede vi aldrig at ryste af os, og jeg synes at 2. halvleg er det ringeste, jeg har set i en lang periode, og vi fik aldrig truet Lyngby. Derfor var 2-0 til Lyngby i 2. halvleg retvisende, siger Casper Røjkjær.
Også U17-drengene spiller i Esbjerg på lørdag med kampstart kl. 14.00.
For uskarpe i afslutningerne
Også U15-drengene fik et dårligt resultat med sig. De tabte deres kamp til Lyngby med 0-4.
– Det var en lige kamp på afslutninger og med os mest på bolden, men vi må sande, at vi er for dårlige til at forsvare på indlæg og standardsituationer. Det skal vi have gjort noget ved, så det ikke ødelægger kampene for os, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.
SIF fik en frygtelig start på kampen og kom bagud 1-0 efter 20 sekunder. I 1. halvleg var SIF’erne meget på bolden, og drengene fandt mange gode løsninger i det opbyggende spil, men der manglede kvalitet i afslutningerne, og dermed blev det ikke farligt. Lyngby udbyggede, da SIF’erne var uopmærksomme på en standardsituation, og senere blev drengene straffet på en omstilling.
Næste opgave er ligesom for U17 og U19-holdene Esbjerg på lørdag. U15-kampen har kickoff kl. 14.00.
KAMPENE I TAL:
U19 Liga, 6. runde, lørdag 10. oktober kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Lyngby 2-3 (1-2)
Mål: 0-1 Casper Kaarsbo Winther (9.), 0-2 Willads Delvin (27., str.), 1-2 Pelle Mattsson (32.), 1-3 Lucas Ørneborg (52.), 2-3 Nicklas Mehl (79.)
U17 Liga, 6. runde, lørdag 10. oktober kl. 15.30 på JYSK park:
Silkeborg IF – Lyngby 1-5 (1-3)
Mål: 0-1 Emil Borch Fosgrau (23.), 1-1 Magnus Max Struck-Jensen (33.), 1-2 Emil Borch Fosgrau (45.), 1-3 Tobias Stie Landström (45+2.), 1-4 Lauge Wesenberg Sandgrav (51.), 1-5 selvmål (69.)
U15 Liga, 6. runde, lørdag 10. oktober kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Lyngby 0-4 (0-3)
Mål: 0-1 Nicolas Bosselmann (2.), 0-2 Frederik Hedegaard Lønvig (4.), 0-3 Ferdinand Bostofte Erritzøe (18.), 0-4 Paul Claes Nielsen (42.)