Kent Nielsen var tilfreds med meget af det, han så i 4-2 sejren over Hobro. Men han ærgrede sig over de to mål imod i det sidste kvarter.
Kent Nielsen var naturligvis tilfreds. Og også glad efter sejren på 4-2. Men så alligevel. Det nagede lidt i den erfarne træner, at der blev lukket to mål ind til sidst – og at der ikke blev scoret flere mål i forhold til det antal chancer, SIF skabte.
– Det var højt niveau, men ind imellem laver vi også fejl. Der er dog ingen tvivl om, at når tingene lykkes for os, så er vi en håndfuld. Og det var vi i dag. Vi var ekstremt dygtige i 1. halvleg – men fører med for lidt. Der er dog alt i alt stor ros til vores offensiv, og vi skal også rose, at vi evner at holde dem væk fra målchancer. Midtstopperne var i svære situationer forstået på den måde, at vi spiller mand-mand. Det løser vi godt, og det var ikke til fare for os, når de slog nogle lange bolde, sagde Kent Nielsen og fortsatte:
– 2. halvleg bliver lidt mere rodet, og vi afslutter dårligt. Og så er jeg irriteret over, at de får to mål. Glædesbarometeret var ikke så højt oppe, som det kunne have været. Vi var rigtig glade efter at have vundet 4-0 i Kolding, og det havde vi også været i dag, hvis vi havde gentaget det. Det betyder ikke noget for pointene og i stillingen, men det er bare mere tilfredsstillende at spille til nul.
– Det er noget af det, vi skal kunne. Selv om det ikke har konsekvenser, så betyder det noget at vinde 4-0 fremfor 4-2. Det havde givet en snert af en anden fornemmelse, slog han fast, men fandt dog hurtigt tilbage i det positive spor.
– Det skal dog ikke tage noget fra, at vi var gode. Vi var dygtige, det var vores bedste kamp. Der er lange perioder, hvor vi er gode med bolden, og som hold har vi udviklet os ved at vi ikke giver mange chancer væk. Dér har vi steppet op, sagde Kent Nielsen.
Der er nu pause i 1. division på grund af landskampe. SIF har dog endnu en vigtig kamp allerede på torsdag, hvor det gælder Esbjerg på udebane i Sydbank Pokalens anden runde. Næste divisionskamp er fredag 16. oktober i Hvidovre, mens næste hjemmekamp er torsdag 22. oktober, hvor Viborg FF kommer på besøg på JYSK park.