SIF-student glæder sig til ny tid: Kan give mig større fokus
Frederik Alves Ibsen er en af tre SIF-spillere, som i denne uge er blevet student. En glædelig begivenhed som kan være med til at accelerere forsvarsspillerens udvikling.
For de fleste er det en fuldtidsbeskæftigelse at gennemføre en studentereksamen. For flere af SIF’s unge spillere er det derimod kun en del af hverdagen, hvor de skal forsøge at få uddannelsen og karrieren i SIF til at hænge sammen.
Derfor er det også en stor dag, når studenterhuen kan sættes på hovedet. Der løftes nemlig samtidig et åg fra skuldrene hos de nyudklækkede studenter.
– Det betyder alt. Nu kan jeg lægge 100 procent fokus på fodbolden, fortæller Frederik Alves Ibsen, som sammen med Anders Sønderby og Pelle Mattsson har fået den blå HHX-hue på i denne uge.
Forsvarsspilleren er i denne sæson noteret for 16 Superligakampe, mens han også i store dele af sidste sæson var fast mand på holdkortet.
– Det har været svært, fordi man har meget fravær i skolen, så det er lidt svært at følge med i timerne. Men hvis man lægger en hård indsats, så kan man godt slippe afsted med det, fortæller Alves, som ikke lægger skjul på, at han har glædet sig til den kommende tid, hvor der kan være fuld fokus på fodbolden.
– Det kan give mig et større fokus og et større overskud både inde-og udenfor banen. Jeg kan lave noget ekstra hver dag til træning, lyder det fra SIF-spilleren.
Silkeborg IF samarbejder med byens uddannelsesinstituationer om at skabe en hverdag for elitefodboldspillere i Silkeborg, som ønsker at tage en ungdomsuddannelse. Du kan læse mere om samarbejdet her.