U19 var langt under niveau
I den første træningskamp efter hjemkomsten fra træningslejren i Tyrkiet tabte SIF’s U19-mandskab 0-5 til Esbjerg.
– En kamp langt under niveau og langt fra de takter, der har været i de sidste 4-5 uger. Hatten af for et godt spillende Esbjerg-hold, men vi skal have større ambitioner end den præstation, vi leverede mod Esbjerg.
Sådan siger U19-træner Jesper Mikkelsen efter lørdagens træningskamp ude mod Esbjerg.
Det gik galt lige fra start, hvor SIF lagde dårligt ud og lavede den ene opspilsfejl efter den anden. Esbjerg straffede det, og SIF’erne kunne ikke modstå hjemmeholdets fart og gode omstillinger. Retfærdigvis havde SIF dog chancer til mål og burde have scoret før pausen.
I 2. halvleg blev SIF-præstationen ikke bedre, og nederlaget kunne have været endnu større.
SIF har endnu et par uger til at forberede sig til forårspremieren, der er lørdag 7. marts, hvor Randers kommer på besøg på JYSK park.
Kampen i tal:
Træningskamp, lørdag 22. februar i Esbjerg:
Esbjerg fB – Silkeborg IF 5-0 (3-0)