Mads Emil Madsen er ny anfører i SIF
Kent Nielsen har udpeget midtbanespilleren Mads Emil Madsen som ny anfører i SIF. Du kan høre mere om begrundelsen her.
En række af de mere rutinerede spillere har forladt SIF i løbet af vinterpausen. Det betyder blandt andet, at cheftræner Kent Nielsen har skulle finde en ny anfører, som skal lede SIF-holdet på banen, når Silkeborg IF på søndag tager hul på foråret i 3F Superligaen.
Valget er faldet på 22-årige Mads Emil Madsen, som flere gange tidligere i karrieren har haft anførerbindet på i kampe, hvor holdets tidligere anfører Dennis Flinta har siddet ude.
– Uanset hvem der har båret anførerbindet, så har Mads Emil altid haft en karakter der gør, at han på trods af sin unge alder kan påtage sig det ansvar der er både på og udenfor banen, fortæller cheftræner Kent Nielsen og fortsætter.
– Der er ingen tvivl om, at vi har fået en anfører, som fylder noget, og som er en vinder på sin egen måde. Han er også enormt god strategisk, når vi har bolden. Og han tør også bære ansvaret for at spillet kommer til at sidde der, lyder det fra Kent Nielsen.
Mads Emil Madsen har spillet 58 førsteholdskampe for SIF, hvilket er tredjeflest af alle i SIF-truppen. I årets Superliga har han spillet stort set samtlige minutter. Nu venter en ny rolle for midtbanespilleren.
– Der er mange ting, som man skal forholde sig til. Der er spillet inde på banen, men der er også spillet udenpå banen, som også kræver lidt personlighed. Den har Mads Emil hele tiden haft, og han er også begyndt at få noget erfaring i, hvordan man skal spille spillet udenfor banen, pointerer Kent Nielsen.
Første kamp som anfører for SIF får Mads Emil Madsen på søndag, når Silkeborg IF møder AaB. Du kan købe billet til kampen her.