24. januar 2020

SIF-sejr i intens nabo-test mod FC Midtjylland

SIF-sejr i intens nabo-test mod FC Midtjylland

Et sent mål af Valance Nambishi sikrede SIF en sejr på 3-2 over naboerne fra FC Midtjylland i årets første testkamp.

SIF og FC Midtjylland gav hinanden en god testkamp fredag eftermiddag på JYSK park, og på et sent mål af Valance Nambishi efter hjørnespark vandt SIF kampen 3-2. FC Midtjylland var foran 2-1 ved pausen, men på en god omstilling i 2. halvleg udlignede Jeppe Okkels tli 2-2 inden Nambishi nåede højest tre minutter før tid og scorede sejrsmålet. FCM’s ny-erhvervelser, Anders Dreyer og Lasse Vibe, scorede for gæstenre før pausen, mens Andres Hagelskjær stod for SIF-målet på hovedstød efter hjørnespark.

SIF stillede med Vegard Moberg på den centrale midtbane, men ellers lignede holdet sig selv i forhold til efterårets sidste kampe. Kun Frederik Alves’ tilstedeværelse i det centrale forsvar på beskostning af Jeppe Gertsen var forskellen ud over Moberg.

FCM kom med to hold
FC Midtjylland stillede med to hold – et til 1. halvleg og et til 2. halvleg. Fra start var de to ny-tilkomne med, Andres Dreyer hentet i Brighton  og Lasse Vibe fra Göteborg. Dreyer, der for halvanden sæson siden sendte SIF ned i 1. division med tre mål for Esbjerg i den afgørende play-off kamp mod SIF, stod bag kampens første tilbud i det 10. minut – et kvalificeret skud. Også Lasse Vibe bød ind og havde et skudforsøg forbi midtvejs i halvlegen.

SIF kom bedre med, som halvlegen skred frem, men det var FC Midtjylland, der stod for endnu et par chancer, da Babajide David først headede lige forbi, siden skød fra distancen, så Rafael Romo måtte parere til hjørnespark. Jeppe Okkels viste sit varemærke en enkelt gang med et træk ind i banen og et skud med højrefoden – dog ikke hårdere, end Mikkel Andersen i FCM-målet kunne samle bolden op.

Mål af 2 gange Anders
FC Midtjylland kom foran inden pausen – og selvfølgelig stod Anders Dreyer bag målet, da han udnyttede et fladt indlæg fra baglinjen til at sende bolden i nettet fra tæt hold bag en sagesløs Rafael Romo. SIF holdt dog fast i initiativet, og et hjørnespark to minutter før pausen gav udligning. Anders Hagelskjær rykkede mod forreste stolpe og sendte bolden med hovedet mod nærmeste opstander, hvor Mikkel Andersen kun kunne sende den op i nettaget.

Nu var der for alvor kommet gang i løjerne, og FCM kunne gå til pausen med en føring på 2-1 på et mål i halvlegens allersidste sekunder. Et hjørnespark til FCM gav uro inde foran SIF-målet, hvor Lasse Vibe fik sidste fod på og sendte den i nettet. To mål af FCM’s nye folk sendte gæsterne til pause med føring.

Der blev skiftet flittigt ud i pausen. SIF stod for fire, mens FC Midtjylland sendte ni nye på banen.

Okkels-mål dømt offside
SIF indledte godt, og Jeppe Okkels sendte også bolden i mål, men blev noget tvivlsomt dømt offside i skudøjeblikket. FCM havde også sine chancer, men Oscar Hedvall i målet tog sig af, det der kom.

Efter en time skiftede Kent Nielsen yderligere fire nye ind, og dermed var det stort set to nye hold, der spillede den sidste halve time.

Der opstod stadig chancer – Anwer Mabil havde et forsøg fra spids vinkel, der prellede af på fjerneste stolpe og en halvflugter lige over Hedvalls mål, og Jens-Lys Caljuste opsnappede en løs aflevering i SIF-forsvaret og sparkede mod mål, hvor Hedvall fik hånden på i en periode af kampen, hvor FC Midtjylland havde fået overtaget efter en god indledning på halvlegen fra SIF.

Okkels-udligning på omstilling
Midt i FCM-presset fik SIF muligheden for en hurtig omstilling. Alexander Lind førte bolden frem og spillede en fremstormende Jeppe Okkels i dybden. Kantspilleren svigtede ikke og sendte bolden fladt under Mikkel Andersen til udligning.

Mod slutningen havde Alexander Lind muligheden for at gøre det til 3-2, men Mikkel Andersen parerede til hjørnespark. Det holdt dog ikke SIF tilbage, for på hjørnesparket, som Sebastian Jørgensen stod for, headede Valance Nambishi bolden i nettet til 3-2. En jævnbyrdig og god nabotest sluttede dermed med sejr til SIF.

Kampen i tal:
Superliga, træningskamp, fredag 24. januar kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Midtjylland 3-2 (1-2)
Mål: 0-1 Anders Dreyer (37.), 1-1 Anders Hagelskjær (43.), 1-2 Lasse Vibe (45.), 2-2 Jeppe Okkels (74.), 3-2 Valance Nambishi (87.)
Advarsel: Jeppe Gertsen, SIF, Tobias Anker, FCM.
Silkeborg IF (4-1-4-1): Rafael Romo (46.: Oscar Hedvall) – Svenn Crone, Frederik Alves (46.: Jeppe Gertsen), Anders Hagelskjær (46.: Simon Jakobsen), Frederik Møller (62.: Rasmus Carstensen) – Filip Lesniak (62.: Valance Nambishi)- Nicolai Vallys (62.: Mads Kaalund), Mads Emil Madsen (62.: Sebastian Jørgensen), Vegard Moberg (77.: Mads Emil Madsen), Jeppe Okkels – Ronnie Schwartz (46.: Alexander Lind).
Cheftræner: Kent Nielsen
FC Midtjylland (4-3-3): Mikkel Andersen – Joel Andersson (46.: Nicolas Madsen), Raphael Onyedika (46.: Erik Sviatchenko), Alexander Scholz (46.: Nikolas Dyhr), Paulinho (46.: Tobias Anker) – Oliver Sørensen, Tim Sparv (46.: Kaan Kairinen), Aral Simsir (46.: Gustav Isaksen) – Babajide David (46.: Evander,) Anders Dreyer (46.: Awer Mabil), Lasse Vibe (46.: Jens-Lys Cajuste).

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen