U14: Fin testsejr på JYSK park
SIF’s U14-drenge vandt lørdag med 4-1 over HEI i en træningskamp, der blev spillet på JYSK park.
SIF’s U14-hold fulgte fint op på sejren i årets første træningskamp med endnu en sejr, da HEI var på besøg på JYSK park lørdag. SIF vandt kampen 4-1.
– Alt i alt skal drengene have ros for at spille med god energi – og det var dejligt, at vinde en fodbold-kamp, siger SIF’s ungdomsudviklingstræner P.C. Hansen, der vikarierede for U14-træner Oliver Quottrup, der har indledt A-træner-uddannelsen og derfor var forhindret.
1. halvleg var en fin omgang, hvor SIF spillede med god aggressivitet i pres, og samtidigt også havde ro nok til tider, til at kunne spille bolden rundt i holdet. Nogle flotte mål blev det også til.
Til 2. halvleg skiftede SIF 8 mand – så det blev en ny kamp. HEI lykkedes i højere grad med at stresse SIF’erne, samtidigt med at for mange på hjemmeholdet ville for meget på egen hånd.
– Så det blev for meget en omstillingskamp, hvilket ikke var hensigten. Oliver (Bjerregaard – red.) i målet måtte i flere omgange hive vilde redninger op – vi havde skam også chancer, hvoraf Bertram scorede en enkelt, siger P.C. Hansen
Kampen i tal:
U14, træningskamp, lørdag 18. januar på JYSK park:
Silkeborg IF – HEI: 4-1 (3-1).
Mål for SIF: Sebastian Biller Mikkelsen (2), Marcus Vedel og Bertram Binggeli.