U15 kæmpede flot sejr hjem i Brøndby
SIF’s U15-drenge tilføjede Brøndby sæsonens første nederlag, da det blev 3-2 til SIF lørdag eftermiddag på Vestegnen.
SIF’s U15-drenge tog en flot sejr med sig hjem fra Brøndby lørdag eftermiddag og tilføjede dermed U15-holdet fra Vestegnen sæsonens første nederlag.
– I de sidste minutter efter at have bragt os foran 2-3 kæmpede drengene bravt, og jeg oplevede nogle seje spillere, der kampen igennem ydede en stor indsats og forsvarede sig godt som hold. Det var en fed sejr at hente ovre i Brøndby, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.
SIF var under pres i starten af kampen og drengene skilte sig ikke så klogt af med bolden i opbygningsspil. Brøndby kom foran 1-0, men SIF udlignede midt i halvlegen efter er godt slået hjørnespark af Gustav Smith Balle, som Frederik Nedergaard snittede i nettet.
I 2. halvleg scorede Brøndby på et straffespark. SIF havde flere angreb efter pausen, men var udfordret på tempoet, og boldomgangen var lidt for ofte for langsom til at bryde igennem.
– Til gengæld krigede vi stærkt sammen som hold og stod godt defensivt kombineret med en stærk præstation af Aske Andresen i målet, siger Peter Ager Kristensen.
Med 10 minutter igen sluttede Rasmus Andersen et flot angreb af ved at sparke bolden op i fjerneste hjørne til udligning. Få minutter efter slog Rasmus Andersen et fint frisparksindlæg til bagerste stolpe, hvor Victor Sinnerup kom højest og selv fulgte op på returbolden og sendte den i nettet til 3-2. Resten var ren krig fra SIF’s side, der kæmpede en flot sejr hjem.
Næste opgave for U15-holdet er allerede på torsdag, hvor AGF kommer på besøg på Søholt med kampstart kl. 15.30.
Kampen i tal:
U15 Ligaen, 8. runde, lørdag 12. oktober kl. 15.15 ved Brøndby Stadion:
Brøndby – Silkeborg IF 2-3 (1-1)
Mål: 1-0 Carl-Emil Pedersen (22.), 1-1 Frederik Nedergaard (35.), 2-1 Malek Bakhit (45.), 2-2 Rasmus Andersen (71.), 2-3 Victor Sinnerup (75.)