U13: Nyt nederlag, men klar fremgang
SIF’s U13-drenge tabte til Randers i sæsonens anden kamp, men præstationen var betydeligt bedre end i premieren.
SIF’s nye kuld af U13-talenter har fået kærligheden at føle i de første to turneringskampe. Efter 1-11 mod VRI i den første kamp var der dog fremgang, både spillemæssigt og på cifrene, da SIF lørdag tog imod Randers på Søholt. Ganske vist blev det til nederlag på 2-6, men overordnet set var der mange positive ting at tage med.
– Vi løser modstanderens pres rigtig fint og får spillet os retvendte på midten stor set hver gang. Vi mangler lidt tålmodighed derfra og angriber ukontrolleret, hvilket resulterer i nærkampe med efterfølgende boldtab. Her skal vi kunne kontrollere med bolden på modstanderens banehalvdel, hvilket vi ikke formåede. Positivt udtryk fra drengene, hvor evnerne dog ikke helt rakte til at kunne kalde det en god præstation, siger U13-træner Nicolaj Bækgaard.
Han hæfter sig dog ved det positive i forhold til kampen mod VRI og det store nederlag.
– Der er sket meget siden sidste weekend i forhold forståelsen af spillestilen, og med lidt mere teknisk kvalitet, så kommer vi også til at kunne udføre det praktisk, siger Nicolaj Bækgaard og fremhæver målmand Luka Scheler som SIF’s bedste.
Kampen i tal:
U13 Liga 1B, 8 mands, 2. runde, lørdag 17. august kl. 10.00 i Søholt Idrætspark:
Silkeborg IF – Randers 2-6 (2-2)
Mål for SIF: Sylvester Mansachs Larsen (2).