SIF-svensker: Jeg skal steppe op
Shkodran Maholli er gået fra en reservetjans i 1. division til at få fast spilletid på SIF’s Superligahold. Det til stor glæde for svenskeren, som håber snart at kunne bidrage med mål.
For Shkodran Maholli har sommeren budt på en stor omvæltning. Trænerskiftet fra Michael Hansen til Kent Nielsen har betydet, at svenskeren igen er begyndt at starte på banen for Silkeborg IF.
– Jeg er rigtig glad for at få lov at spille. Vi har ikke klaret os så godt i de fire første kampe, men i den seneste kamp mod Hobro var vi bedre, og vi skulle også have vundet den kamp, fortæller Maholli efter torsdagens træning på JYSK park.
Den 26-årige svensker scorede fem gange i sidste sæson, og var også på pletten i træningskampene op til den nye sæson. Stadig mangler dog det første mål i Superligaen.
– Jeg er angriber, og jeg bliver bedømt på, hvor mange mål jeg scorer. Jeg skal steppe op mit “game” og så skal jeg være med til at levere point, lyder den ærlige analyse fra Maholli, som er ved at finde sig til rette i angrebet, hvor han indtil nu har spillet sammen med Ronnie Schwartz.
– Ronnie spiller lidt mere direkte mod mål, mens jeg mere er en targetman oppe foran. I den seneste kamp fungerede det godt, men vi har også brug for nogle kampe sammen for at få det til at fungere, fortæller Maholli.
Silkeborg IF og Shkodran Maholli skal søndag i aktion i 3F Superligaen igen, når holdet på udebane møder FC Nordsjælland.