De yngste U17-drenge fik 2-2 mod Sønderborg
En god 1. halvleg og en mindre prangende 2. lå bag 2-2 cifrene i lørdagens testkamp for de yngste U17-spillere i SIF.
De yngste U17-drenge – kaldet U17 future – spillede lørdag testkamp mod Sønderborg, og det blev et fint match til SIF’erne i en kamp, der endte 2-2.
– Jeg synes, at vi leverede en god 1. halvleg, hvor vi sad på det meste af spillet og skabte en del chancer. Vi var dygtige, når vi spillede simpelt med få berøringer, og vi fik også sat nogle spilvendinger på, siger SIF’s U17-træner Casper Røjkjær, der derimod ikke var tilfreds med SIF’s 2. halvleg.
– Det blev noget rod. Vi spillede mere som individuelle spillere end som et hold. Vi fik ikke udnyttet det store bagrum, som Sønderborg efterlod bag deres høje bagkæde, og vi lavede generelt for mange tekniske fejl og traf ikke de rette beslutninger, siger Røjkjær, der dog glædede sig over at se alle sine drenge i aktion i kampen.
SIF’s U17-spillere har endnu nogle uger at øve sig i, inden det bliver alvor. U17 Ligaen indledes for SIF’s vedkommende først lørdag 24. august på JYSK park mod Vejle.
Kampen i tal:
Træningskamp, U17 future, lørdag 3. august på Søholt:
Silkeborg IF – Sønderborg 2-2.
Mål for SIF: Rasmus Rosenlind og Christian Lyrskov.