SIF løb ind i ny skuffelse i Aalborg
SIF tabte også kamp 3 i den nye sæson. Mandag aften blev det 1-3 i Aalborg i en kamp, som AaB afgjorde med tre mål i 1. halvleg.
SIF har fået en forfærdelig start på tilværelsen i 3F Superligaen.
Efter tre kampe har Kent Nielsens mandskab stadig det første point til gode, og såmænd også det første mål. I Aalborg mandag aften afgjorde AaB tingene i løbet af de første 45 minutter og førte 3-0 ved pausen. SIF lagde ellers godt og energisk ud, men da først AaB’erne kom foran 1-0 var det, som om troen sivede ud af SIF’erne, og fejl blev straffe ubarmhjertigt. Ronnie Schwartz scorede et reduceringsmål med godt 10 minutter igen, og selv om SIF sluttede godt, var kampen endnu en skuffelse for SIF.
Kent Nielsen havde foretaget flere ændringer på det hold, der fem dage tidligere havde tabt 0-3 til Horsens. I fravær af Marc Rochester og Jeppe Okkels, der havde meldt fra med skader, fik Mads Kaalund sin SIF-debut på midtbanen, og der var igen blevet plads til Shkodran Maholli helt i front som makker til Ronnie Schwartz. På venstreback-positionen havde Anders Hagelskjær fået valg efter klarmelding fra sin skade, hvilket sendte Frederik Møller på bænken.
Formationsmæssigt var det også en mere kompakt midtbane-formation med Filip Lesniak på den defensive del og Kaalund og Mads Emil lidt længere fremme samt Nicolai Vallys som forreste midtbane-mand bag de to angribere.
Efter en jævnbyrdig indledning, hvor SIF var godt med og havde god energi, var det hjemmeholdet, der kom frem til kampens første chance. Mikkel Kaufmann fyrede af fra spids vinkel, men Oscar Hedvall klarede i fin stil.
AaB tog gradvist initiativet
AaB fik dog gradvist tiltvunget sig iniatitivet og kom da også foran i det 21. minut. Et indlæg fra Kasper Kusk fangede Oscar Hedvall på mellemhånd, og så kunne Tom van Weert nærmest med skulderen sende bolden i en blød bue over Hedvall og ind i netmaskerne, hvor Simon Jakobsen forgæves forsøgte at afværge i vandret position.
Resten af halvlegen fortsatte AaB med at være mest målfarlig, og godt fem minutter før pausen blev det 2-0. Optakten var et hjørnespark til AaB, der førte til et hurtigt indkast af Lucas Andersen. Han kastede Tom van Weert afsted mod SIF’s mål. Hollænderen overspurtede Svenn Crone, gik direkte mod mål og tjippede bolden over Oscar Hedvall.
Skidt blev værre minuttet efter, hvor det blev 3-0. SIF blev spillet tynd i højre forsvarsside, og Mikkel Kaufmann kunne sende bolden over i det fjerne målhjørne til 3-0 pauseføring. Uhadada for SIF.
Flinta ind til kamp nr. 376
SIF skiftede Dennis Flinta ind til sin kamp nr. 376 for SIF efter knapt en times spil og i et forsøg på at vende tingene skiftede man til tre i forsvaret og to offensive wingbacks i Svenn Crone og Anders Hagelskjær.
Netop Anders Hagelskjær havde SIF’ største chance i kampen. I det 66. minut blev han spillet fri af Svenn Crone i SIF’s venstre side og skød mod mål, men måtte se bolden gå lige forbi AaB’s fjerneste opstander.
SIF sluttede kampen bedst – det var som om formations-skiftet gav flere offensive muligheder, og på et hjørnespark i det 78. minut åbnede sidste sæsons topscorer, Ronnie Schwartz, målkontoen – både for SIF og sig selv – da han dukkede op tæt under mål og sendte bolden i nettet til reducering.
Mere blev det ikke til. SIF har en del at arbejde med inden næste kamp. Det er allerede på fredag kl. 19.00 på JYSK park, hvor Hobro kommer på besøg.
Det er nu, der er brug for din opbakning. Køb billet til kampen her.
Kampen i tal:
Superligaen, 3. runde, mandag 29. juli kl. 19.00 på Aalborg Portland Park:
AaB – Silkeborg IF 3-1 (3-0)
Mål: 1-0 Tom van Weert (21.), 2-0 Tom van Weert (39.), Mikkel Kaufmann (41.), 3-1 Ronnie Schwartz (78.)
Advarsler: Robert Kakeetoo, AaB, Frederik Alves Ibsen, Nicolai Vallys, Silkeborg IF.
Tilskuere: 5.885
AaB (4-3-2-1): Jacob Rinne – Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen – Frederik Børsting (63.: Robert Kakeetoo), Patrick Olsen, Lucas Andersen – Kasper Kusk (77.: Oliver Thychosen, Mikkel Kaufmann (63.: Rasmus Thellufsen)- Tom van Weert.
Silkeborg IF (4-3-1-2): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Simon Jakobsen, Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær – Mads Kaalund (73.: Valance Nambishi), Filip Lesniak, Mads Emil Madsen – Nicolai Vallys (59.: Dennis Flinta) – Ronnie Schwartz, Shkodran Maholli (78.: Emil Holten).