Hede Rytmer: Vind partout-billetter i Fanzonen
I Fanzonen inden lørdagens kamp om oprykning på JYSK park er der mulighed for at vinde eksklusive præmier: Partout-billetter, der ellers er udsolgt, til Hede Rytmer.
Der er mange gode grunde til at komme i god tid til fodbold på JYSK park på lørdag. En af dem er muligheden for at vinde 2 partoutbilletter til Hede Rytmer i Indelukket 30., 31. maj og 1. juni. Partoutbilletterne er ellers udsolgt, så der er tale om en eksklusiv vare.
Hede Rytmer afvikler en konkurrence i Fanzonen, der åbner kl. 11.30 i området foran Café Carlsberg, og der er sat 2 x 2 partoutbilletter på højkant til en værdi af 3.000 kr.
– Det er meget let at deltage. I Fanzonen holder der en hvid Golf cabriolet med Hede Rytmers logo på siden. Her går man hen og udfylder et stykke papir med sit navn og smider det i spanden ved siden af bilen, siger festival-chef Oliver Zähringer.
Det er også muligt at vinde bilen i tre måneder, så der kan køres cabriolet hele sommeren.
Umiddelbart efter at Lars Lilholt Band er færdig med pop-up koncerten på den store scene, bliver der udtrukket heldige vindere af partoutbilletterne og brugsretten til Golf’en fra spanden med navne-sedlerne. Med andre ord: Er du heldig nok, kan du gå til fodbold med to partout-billetter til Hede Rytmer på lommen.
Læs mere om aktiviteterne i Fanzonen fra kl. 11.30 her.
Læs mere om programmet ved årets Hede Rytmer her.