SIF’s U17-talenter er i pokalfinalen
Jesper Mikkelsens U17-mandskab spillede sig tirsdag aften i DBU Jyllands pokalfinale med sejr på 6-2 over Randers.
SIF’s succesrige U17-hold er klar til finalen i DBU Jyllands pokalturnering. Det blev en realitet tirsdag aften, hvor træner Jesper Mikkelsens talenter hjemme på Søholt vandt en overbevisende sejr på 6-2 over U17 Liga-kollegaerne fra Randers Freja. I finalen venter FC Midtjylland.
SIF spillede en godkendt 1. halvleg og var spilstyrende i stort set hele halvlegen, samtidig med at pres-spillet også var godt. 2. halvleg blev ikke helt de 45 minutter, man kunne have håbet påi forhold til spillestil.
– Vores modstander var for meget på bolden, og vi blev for passive i De-delen. Med bolden smed vi for nemt bolden væk, og faserne med bolden blev for korte. Lucas (Udengaard Jensen, målmand -red.) reddede et straffespark ved 3-1, og kort efter lukkede vi kampen med en scoring til 4-1. 6 mål var rigtigt godt, og vi så igen skarpe ud på omstillinger, samt på fart og offensive kvaliteter, siger Jesper Mikkelsen om kampen.
I det nære perspektiv handler det nu for U17-drengene om Ligaen. Kampen mellem FC Nordsjælland og SIF i toppen er tæt. Begge har nu spillet 21 kampe, og FC Nordsjælland fører med ét point til SIF, og der er tre runder tilbage for de to tophold.
SIF’s næste opgave er udekamp i Lyngby på lørdag med kampstart kl. 15.15.
Kampen i tal:
DBU Jylland Pokal for U17, semifinale, tirsdag 21. maj kl. 18.30 på Søholt:
Silkeborg IF – Randers Freja 6-2 (2-0)
Mål for SIF: Frederik Carstensen (2), Niclas Holm Pedersen, Anders Dahl, Eskild Dall og Anton Holch Leth.