Plaffeministeren slog til efter 88 minutter
I kraftig vind på Monjasa Park tilkæmpede SIF sig en smal 1-0 sejr på et mål to minutter før tid af Ronnie Schwartz.
Kraftig vind og lejlighedsvise haglbyger satte sit præg på fredagens NordicBet Liga kamp melleml SIF og Fredericia på Monjasa Park og man skulle helt hen til to minutter før tid, før afgørelsen faldt. Det lignede 0-0, da Ronnie Schwartz dukkede op foran Fredericia-målet og sendte bolden i nettet efter godt forarbejde af Svenn Crone og Stephan Petersen. Målet var en forløsning for SIF’erne, der havde kæmpet hårdt undervejs for at holde Fredericia fra fadet, og den forløsning illustrerede Schwartz fint ved at tage en jubelspurt over en hel banelængde for at fejre scorngen med de omkring 200 SIF-fans, der havde taget turen sydpå.
Michael Hansen havde foretaget to ændringer i startopstillingen i forhold til seneste kamp – 1-1 mod Helsingør søndagen inden på JYSK park. Stephan Petersen var tilbage på højrekanten, og Mads Emil Madsen indtog igen sin plads på den centrale midtbane med anførerbindet på overarmen.
Farlige hjørnespark
SIF indledte kampen aggressivt, og i det femte minut var Jeppe Okkels tæt på at skaffe SIF-øfring direkte på hjørnespark. Christian Sørensen fik dog headet bolden til hjørnespark, da den var ved at svæve i nettet. Samme Sørensen var kort efter ved at sætte Niels Letort op til en scoring med en flad bold ind i feltet, men Ronnie Schwartz kom i mellem og afværgede til hjørnespark.
SIF havde vinden i ryggen i 1. halvleg, og det betød farlige situationer omkring hjørnesparkene, hvor både Jeppe Okkels i venstresiden og Mads Emil Madsen i højre gik efter målet ved at udnytte vinden, hvergang SIF fik tildelt en dødbold fra hjørnet.
Tidligere SIF’er i hopla
I den anden ende skabte SIF også fare på færde. Efter et kvarters spil lagde Valance Nambishi for kort tilbage til Oscar Hedvall. Niels Letort opfangede bolden og spillede den ind foran, hvor Christian Sørensen afsluttede, men Anders Hagelskjær fik afværget på stregen. Christian Sørensen var i det hele taget i hopla. Den tidligere SIF’er havde kort efter et drilsk spark fra spids vinkel, hvor alle ventede et indlæg. Ronnie Schwartz var søgt med langt tilbage og fik – igen – pareret til hjørnespark. Efter en god SIF-start var Fredericia ved at overtage kampen.
I det 25. minut var SIF en akrobatisk Oscar Hedvall-redning fra at komme foran. På et indlæg far SIF’s venstreside steg Anders Holvad til vejrs og headede mod mål. Hedvall fik højt svævende i vandret stilling den ene hånd på bolden. Kort efter var Christian Sørensen igen tæt på med et frispark i det korte hjørne, men igen dykkede Hedvall ned og afværgede. Det begyndte at ligne trængselstider for SIF.
Straffespark til Schwartz afvist
SIF kom dog op og fik fremtvunget en serie hjørnespark omkring den halve time. På et af dem var Ronnie Schwartz tæt på scoring. Han headede til Mads Emil Madsens hjørnesparksbold, så den gik højt i målet. Men også for højt. Via overkanten af overliggeren gik bolden til målspark. Fem minutter senere blev Schwartz stoppet, da han forfulgte en flad bold i feltet fra Stephan Petersen, men dommer Jonas Hansen afviste straffespark til stor frustration for NordicBet Ligaens topscorer.
SIF havde tilsyneladende godt af pausen. I hvert fald kom Michael Hansens mandskab ud til 2. halvleg med mere energi, og de sortklædte fra Silkeborg fik lagt noget, der kunne ligne et pres på hjemmeholdet. Et hjørnespark i det 54. minut – det 10. i kampen til SIF – var tæt på at give bonus. Tæt under mål fik Ronnie Schwartz en skudchance, men kom for dybt i bolden, så den svævede over tværribben.
Maholli skiftet ind
Fredericia kom efterhånden godt med, og fra bænken reagerede Michael Hansen ved at skifte Shkodran Maholli ind efter godt en time. Han erstattede Jeppe Okkels. Det ændrede dog ikke på billedet af en kamp, hvor Fredericia havde overtaget initiativet. Et kvarter før tid fik Ronnie Schwartz en stikning i dybden, men lavede frispark på sin vej mod mål, og ellers så man ikke meget til SIF’erne foran Fredericia-keeper Alexander Nybos mål. Et frispark lige over i det 79. minut fra Anders Hagelskjær var det tætteste, SIF kom på i en svær periode.
Med to minutter igen brød Svenn Crone igennem i højre side efter at være sat godt op af Stephan Petersen. Hans tværpasning udnyttede Ronnie Schwartz til at score kampens eneste mål, og SIF kunne ikke helt fortjent rejse hjem med alle tre point.
Næste kamp er allerede onsdag, hvor SIF møder Thisted på JYSK park. Der er kampstart kl. 18.30. Køb billet til kampen her.
Kampen i tal:
NordicBet Liga, 29. runde, fredag 3. maj kl. 18.00 på Monjasa Park i Fredericia:
FC Fredericia – Silkeborg IF 0-1 (0-0)
Mål: 0-1 Ronnie Schwartz (88.)
Advarsler: Christian Ege Nielsen, Fredericia, Frederik Møller, Silkeborg IF.
Tilskuere: 1.475
FC Fredericia (4-4-2): Alexander Nybo – Jacob Buus, Erik Nissen, Mathias Johansen, Nicolaj Ritter – Christian Sørensen, Andreas Oggesen, Christian Ege Nielsen, Anders Holvad – Dennis Høegh, Niels Letort (85.: Sebastian Buch).
Cheftræner: Jonas Dal
Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Frederik Alves, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Valance Nambishi, Mads Emil Madsen – Stephan Petersen 90.: Mikkel Vendelbo), Marc Rochester (81.: Rasmus Carstensen), Jeppe Okkels (64.: Shkodran Maholli) – Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Michael Hansen.