10. april 2019

Groundhopper fejrer jubilæum på JYSK park

Groundhopper fejrer jubilæum på JYSK park

20-årige Kilian Obermeier fra Ingolstadt i Tyskland er på plads på JYSK park, når SIF møder Næstved torsdag aften. Det er stadion nummer 200 i Europa, han besøger.

Torsdag er en ganske særlig dag for Kilian Obermeier fra Ingolstadt i Tyskland. Her besøger han stadion nummer 200 i Europa – og det er JYSK park, når kunstgræsset lægger underlag til topkampen mellem SIF og Næstved.

Kilian Obermeier er groundhopper – et helt særligt folkefærd, der ikke bare er vild med fodbold, men også med at besøge så mange stadions, som muligt i alverdens afkroge af Europa.

– Det handler selvfølgelig om fodbold, men i lige så høj grad om at opleve forskellige steder og kulturer. Der er enorm forskel på at besøge et stadion i den tyske 2. Bundesliga, hvor der næsten altid er mindst 10.000 tilskuere og så f.eks. en kamp i den næstbedste række i Tjekkiet. Jeg har været inde og se en kamp mellem nr. 5 og nr. 8 på et gammelt, slidt stadion med blot 500 tilskuere, fortæller Kilian Obermeyer.

Han ser på en god uge 5-6 fodboldkampe, og via en særlig app for groundhoppere, holder han nøje regnskab med sine besøg. Han har været til pokalfinalen i Liechtenstein og han er regelmæssigt at finde i Südkurve på Allianz Arena i sin egenskab af Bayern München-fan. Han har også besøgt Wembley i London – og på samme tur tog han også lige omkring Peterborough United, hvor han så en League One kamp på London Road Stadium. Om kort tid skal han på ferie på Mallorca – og har planlagt et besøg til en kamp i den femtebedste række i Spanien.

Imponerende San Siro
Det mest imponerende stadion, han har besøgt, er efter eget udsagn San Siro (eller Giuseppe Meazza, som er det officielle navn) i Milano, og den mest skuffende tur var til Frankrig og Schweiz, hvor han havde planlagt at se tre kampe. Først blev en kamp med Sochaux i den næstbedste franske række imidlertid udsat, og efter at have set en kamp i den fjerdebedste schweiziske række gik turen til Basel og Sct. Jakob, hvor lyset imidlertid gik kort før kick off, hvorefter kampen blev aflyst.

Det med groundhopping startede så småt, da han også begyndte at tage til Bayerns udekampe rundt omkring i Tyskland. Han traf nogle groundhoppere og blev fascineret, og startskuddet til at besøge 200 stadions i 11 lande på to år begyndte for alvor med en hjemmekamp hos østrigske Wacker Innsbruck. Siden er det gået slag i slag, og nu er han altså kommet til Danmark og Silkeborg, hvor han for første gang skal opleve en dansk fodboldkamp.

Håber på oprykning til SIF
– Jeg håber på at Silkeborg rykker op i Superligaen. Så vil jeg besøge Danmark igen og se en af udekampene, så jeg både ser et nyt stadion og får krydset endnu en liga af, siger Kilian Obermeyer, der er i Midtjylland for at besøge Trekløverskolen i Kjellerup i et studie-projekt og kombinerer det med fodbold på JYSK park, inden han rejser hjem til Ingolstadt fredag.

Groundhopping er en hobby, der udøves af tusindvis af fodboldtosser rundt i hele verden. Ud over at mødes på alverdens stadions, deler de deres oplevelser på Facebook og Instagram og de fleste er tilknyttet særlige facebookgrupper, hvor de største i Tyskland har op til 4.000 medlemmer.

– Hvorfor vi gør det. Tjah, nogle gange, når jeg står op kl. 5 om morgenen for at nå en fodboldkamp et eller andet sted i Europa, så tænker jeg da også “hvorfor.” Men når jeg så står på stadion og får en fed oplevelse med masser af tilhænger-jubel, tifoer og lys, så giver det et kick, der er det hele værd, siger Kilian Obermeier – og håber på masser af liv på JYSK park torsdag aften.

Vil du også være en del af oplevelsen på JYSK park. Køb billet til kampen her. 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen