U14: Sikker sejr i forårspremieren
Med en 4-0 sejr over Randers Freja kom SIF’s U14-drenge fint fra land i premieren på forårets turnering.
SIF’s U14-hold kom godt fra start i foråret, da det søndag formiddag på Søholt blev til sejr på 4-0 over Randers Freja. U14-holdet er i denne halvsæson indplaceret i Liga 2, det næsthøjeste niveau.
– Det var godt at få en fortjent sejr og fedt, at vores offensive spillere kom på tavlen, siger U14-træner Peter Ager Kristensen.
SIF dominerede med bolden fra start til slut, og drengene skulle lige vænne sig til, at der var mere plads og mindre pres på bolden i forhold til efterårets kampe i Liga 1.
– Vi spillede i perioder med for mange berøringer, men når vi fik flyttet bolden kvikt, skabte vi chancer og scorede også nogle fine mål. Det bliver godt for os at kunne øve os med bolden. Vi skal finde lidt bedre timing i vores bevægelser og blive dygtigere til at positionere os korrekt. Det får vi rig mulighed for at øve os i på det her niveau. I dag forfalder vi lidt for ofte til de individuelle løsninger, og drengene skal indstilles bedre på at vælge de rigtige løsninger ud fra vores spillestil, siger Peter Ager Kristensen.
SIF spredte målene ud med to i hver halvleg, og selv om der stadig er meget at arbejde med, gav kampen forhåbninger om et godt forår.
– Vi forsømmer lidt at få vendt spillet, når modstanderen står lavt. Kan vi tilegne os lidt bedre vaner med bolden og lidt mere teknisk kvalitet, så kommer vi til at lykkes endnu bedre på det parameter, siger U14-træneren.
Peter Agers drenge spiller igen på lørdag, hvor holdet skal en tur til Rønde og spille mod TRIF.
Kampen i tal:
U14 Liga 2, 1. runde, søndag 17. marts kl. 10.45 på Søholts kunstgræsbane:
Silkeborg IF – Randers Freja 2 4-0 (2-0)
Måls: 1-0 Simon Birch Andersen (9.), 2-0 Alexander Priesborg Madsen (29.), 3-0 Rasmus Andersen (40.), 4-0 Victor Sinnerup (55.)