6. marts 2019

Schwartz: Har aldrig prøvet at være den ældste

Schwartz: Har aldrig prøvet at være den ældste

Silkeborg IF stillede i weekenden med et af de yngste hold i SIF’s historie. Noget som stiller krav til ældre spillere i truppen som Ronnie Schwartz, Simon Jakobsen og Marc Rochester Sørensen.

Michael Hansen stillede søndag eftermiddag kl. 13.45 op med en startopstilling, som meget vel kan være det yngste SIF-hold i historien. 22 år og 331 dage var hver spiller i gennemsnit. Noget som fik Midtjyllands Avis til at betegne holdet som “Baby-banden”.

Udskiftningen på målmandsposten samt en skade til Mikkel Vendelbo åbnede op for en meget ung startopstilling hos SIF. Noget som samtidig betød, at 29-årige Ronnie Schwartz fik lov at prøve at være den ældste spiller på holdkortet.

– Det tror jeg, er første gang det er sket. Men sådan er det. Det har jeg det fint nok med. Der er mange unge spillere i truppen, og de gør det sindssygt godt. Så nogle gange er man nødt til at være den ældste, og så har de ældste spillere et ansvar i forhold til erfaring og sådan nogle ting. Så jeg ser det som en god kombination af unge og ældre spillere, fortæller Ronnie Schwartz efter dagens regnfulde træning, som var flyttet fra om formiddagen til om eftermiddagen på JYSK park.

– Vi har jo nogle unge gutter, som har terminsprøve i denne her uge, og så må vi jo planlægge træningen efter det, lyder det fra Simon Jakobsen, som ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Et godt mix

Med sine 28 år var han i søndagens kamp den næstældste SIF’er.

– Vi har et godt mix, og vi har en god trup, som arbejder godt sammen på den måde, fortæller Simon Jakobsen, som føler, at de ældre spillere er gode til at lære fra sig.

– Jeg synes, at vi har en god gruppe af os ældre erfarne spillere, som er super gode til at dele ud, og til at give lærdom fra os til de unge. Selvom de er meget dygtigere end os til nogle ting, så er der selvfølgelig nogle andre ting, som de kan lære af os, lyder det fra Simon Jakobsen.

I Superligaen er den yngste SIF-startopstilling helt tilbage fra 1992, hvor holdet d. 22/3 mødte Brøndby i en kamp, hvor holdet i gennemsnit var 23 år og 122 dage gammel. Der findes ikke umiddelbart data fra 1. division. Vi er derfor i gang med at finde ud af, om holdet i søndags var det yngste nogensinde.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen