U17 rejste sig med storsejr
SIF’s førerhold i U17 Ligaen storsejrede med 5-1 over Lyngby lørdag på JYSK park.
Efter den dårlige præstation mod Randers (2-2) i sidste weekend, rejste SIF’s U17 mandskab sig godt og grundigt lørdag eftermiddag, da det blev til en sikker sejr på 5-1 over Lyngby.
– Vi rejste os godt efter en lidt skuffende præstation sidst, og der var mange gode momenter i vores afslutningsspil og omstillingsspil, siger U17-træner Jesper Mikkelsen og fortsætter:
– Vi var i 2. halvleg i kontrol uden bold, og Lyngby kom ikke til mange chancer. Med bold var der plads til forbedringer, og vi bøvler stadig lidt med tekniske og taktiske færdigheder i possessionfasen. Fedt med mange mål og der var også masser af vilje og overskud i holdet.
Lyngby begyndte bedst og var mest på bolden i indledningen, hvor SIF for sjældent fik sat sit pres. Frederik Carstensen scorede efter en halv time på et straffespark begået imod Alexander Lind. Samme Alexander Lind scorede på en ripost efter 37 minutter, inden Lyngby reducerede direkte på begyndelsessparket.
Mads Sonniksen gjorde det til 3-1 efter 47 minutter på endnu en løs bold i feltet, og Eskild Dalls mål til 4-1 var også en opfølgning efter en afslutning. Samme Eskild Dall gjorde det til 5-1 på en friløber i overtiden.
Med sejren fører SIF efter ni runder med tre point ned til FC Midtjylland, der dog har spillet en kamp færre. Næste opgave for U17-holdet er udekamp mod FC Nordsjælland lørdag kl. 13 på Right To Dream Park i Farum.
Kampen i tal:
U17 Liga, 9. runde, lørdag 10. november kl. 15.30 på JYSK park 5-1 (2-1)
Mål: 1-0 Frederik Carstensen (straffe, 29.), 2-0, Alexander Lind (35.), 2-1 Alexander Petræus (36.), 3-1 Mads Sonniksen (47.), Eskild Dall (56.), Eskild Dall (90.)