Talent-duo bliver til trio
SIF’s U17-talent Alexander Lind er blevet udtaget til det danske U17-landsholds EM-kvalifikation. Dermed er tre SIF’ere med, når det går løs i den kommende uge.
SIF’s U17-angriber Alexander Lind er blevet efterudtaget til det danske U17-landshold, der i den kommende uge spiller EM-kvalifikation mod Georgien, Estland og Rusland i tre forskellige jyske byer. Dermed er SIF-kontingentet af U17-landsholdsspillere oppe på tre, idet Frederik Carstensen og Oscar Fuglsang allerede var udtaget til landstræner Søren Hermansens trup på 20 spillere.
Allerede i dag ved middagstid skal SIF-trioen møde ind på Golf Hotel Viborg for at indlede forberedelserne til de tre kampe. Den første spilles allerede onsdag på DS Arena i Hobro, hvor Georgien er modstanderen.
Turneringen er første skridt mod slutrunden i Irland til maj næste år.
Landstræner Søren Hermansens trup på 20 spillere findes her.
Oscar Fuglsang, Frederik Carstensen og Alexander Linds program med det danske U17 landshold:
Onsdag 24. oktober kl. 13.00 på DS Arena i Hobro: Georgien – Danmark (EM-kvalifikation, Preliminary Round)
Lørdag 27. oktober kl. 18.00 på Energi Viborg Arena i Viborg: Danmark – Estland (EM-kvalifikation, Preliminary Round)
Tirsdag 30. oktober kl. 13.00 på Hancock Arena i Skive: Danmark – Rusland (EM-kvalifikation, Preliminary Round)
U17 EM-kvalifikation kort fortalt:
- 52 europæiske lande, heriblandt Danmark, deltager i kvalifikationen.
- Der er slutrunde i Irland til maj, hvor 16 hold deltager, værtsnationen plus 15 kvalificerede nationer.
- Første skridt er Preliminary Round, der afvikles i øjeblikket i 13 forskellige grupper fordelt på lige så mange lande.
- Danmark er vært for gruppe 6 og møder Estland, Georgien og Rusland.
- De to bedste hold i gruppen går videre til Elite Round. Også de fire bedste tre’ere går videre.
- Elite Round afvikles i marts næste år på samme måde som Preliminary Round. Kun gruppevinderen kvalificerer sig til slutrunden.
- Slutrunden i Irland tæller også som kvalifikation til VM for U17-landshold i Peru i oktober 2019.