SIF henter angriber i Norge
Ronnie Schwartz er hentet til Søhøjlandet fra norske Sarpsborg 08 på en to-årig kontrakt. Angriberen med fortid i bl.a. AaB og Randers, kan få debut søndag mod Fremad Amager.
SIF har skrevet en to-årig kontrakt med 29-årige Ronnie Schwartz, der senest har optrådt for den norske klub Sarpsborg 08. Kontrakten blev underskrevet på JYSK park torsdag eftermiddag. Schwartz kan få debut allerede på søndag, når SIF møder Fremad Amager i Sundby Idrætspark.
– Jeg er glad for at komme til Silkeborg. Det er en klub med potentiale til mere end næstbedste række, og det vil jeg gerne være en del af, og så giver det mig muligheden for at komme til at spille mere fodbold igen. Jeg vil være med til at hjælpe SIF tilbage til Superligaen, hvor klubben hører til, siger Ronnie Schwartz.
– Det bliver hårdt arbejde, men det skræmmer mig ikke. Det prøvede jeg også i det første år, jeg var i Randers. Den udfordring tager jeg gerne med. Jeg mærker allerede, at alle i og omkring SIF føler, de hører hjemme i den bedste række, og det flotte stadion (JYSK park) hører til i Superligaen, fortsætter Schwartz.
Ronnie Schwartz fik sin fodboldopvækst i AaB, men brød for alvor igennem i sine sæsoner i Randers FC fra 2011-14. Her døbte fansene ham ”Plaffeministeren” på grund af hans konsekvente udnyttelse af chancerne og hans hårde spark. I Randers scorede han 40 mål i 88 kampe.
Siden har karrieren ført ham til franske Guingamp, lejeophold i både Brøndby og Esbjerg inden han i 2016 skiftede til belgiske Waasland Beveren. I januar gik turen til Norge og Sarpsborg 08, hvor han mest er blevet anvendt som indskifter. Han har opretholdt sin målnæse med fem mål i Tippeligaen i løbet på 524 spilleminutter fordelt på 14 kampe. Schwartz scorede så sent som i søndags, da Sarpsborg tabte 1-2 til Kristiansund på hjemmebane.
– Vi er glade for at det er lykkedes at finde den helt rigtige offensive forstærkning, som vi har søgt. Han rummer det ekstraordinære, der er en nødvendighed for at gå ind i vores start 11’er, og kan vi få ham spillet fint ind, kan han gøre en forskel for os, siger SIF’s sportschef Jesper Stüker.