Michael H.: En åben og livlig kamp
Meget var godt, men hvad skete der lige efter Viborgs udligning, spurgte Michael Hansen retorisk efter onsdagens nederlag på 2-3 til Viborg på JYSK park.
Michael Hansen var afklaret omend ærgerlig efter nederlaget onsdag aften til Viborg, hvor han så sit hold spille fint i flere perioder, men også falde lidt sammen efter Viborgs udligning til 1-1.
– Det var en åben og livlig kamp. Jeg synes vi spiller superflot fodbold i en periode fra sidst i 1. halvleg til starten af 2. halvleg og til slut i kampen. Så er der perioder, hvor vi ikke spiller så godt, og det er måske det mest interessante rent træner-mæssigt, for hvad sker der lige der? Er der noget forsvarsmæssigt, tjah, målet til 1-1 klapper han (Christian Moses – red.) godt ind. Men hvad sker der lige i den periode derefter på et kvarter, hvor Viborg får lavet tre mål? spurgte SIF-træneren retorisk efter kampen.
– Vi må erkende, at Viborg har lidt flere kilo at gøre godt med, og til sidst så vi trætte ud, men jeg vil rose spillerne for at komme godt igen og slutte godt. Det var en god 1. divisionskamp, der viste, at vi skal lægge mere på, hvis vi gerne vil længere op, end der hvor vi ligger lige nu. Så vi skal tilbage på træningsbanen og arbejde videre, få bygget på hos de enkelte spillere og på holdet, fortsatte han.
Og så gælder det om hurtigt at komme videre. Søndag venter en ny kamp mod Næstved – igen på JYSK park.
– Vi sætter selvfølgelig os selv under pres, hvis vi ser tingene på baggrund af de sidste fire-fem kampe, men vi bør ikke se sort-hvidt på det. Vi må kigge på de ting, der er, få delt lidt ud. Jeg er jo ikke så mærket af det som nogle af de andre, så det er min opgave at få hovederne op igen. Der er kun fire dage, til den næste kamp, sagde Michael Hansen.
Kampen mod Næstved på JYSK park fløjtes igang søndag kl. 13.45. Køb billet til kampen her.
Se interviewet med Michael Hansen her: