God start og storsejr til U15
SIF’s U15-drenge vandt 6-2 over Hjørring i sæsonpremieren.
SIF’s U15-drenge kom godt fra start i ligaen lørdag med en sikker sejr på 6-2 over Hjørring. Indledningen på kampen blev rigtig fin. SIF dominerede kraftigt og var foran 3-0 efter 20 minutter.
– Men så begyndte vi at hvile og sjuske i 10 minutter både med og uden bold. Den lille chance greb Hjørring og spillede sig tilbage i opgøret, så det stod 3-2 ved pausen efter en halvleg med mange gode momenter, hvor vi dog forsømte at vende spillet og også lavede lidt for mange tekniske fejl, forklarer U15-træner Casper Røjkjær.
2. halvleg blev på mange måder bedre end 1. SIF var lige en smule bedre med bolden og fik sorteret sine to angribere bedre i restforsvaret. Måske fordi Hjørring havde brugt rigtig mange kræfter på at løbe efter bolden i 1. halvleg. I de sidste 25 minutter rullede SIF’erne det ene gode angreb frem efter det andet, og sejren var ikke et mål for stort.
– Alt i alt en dejlig start. Vi fik vist, at vi kan lave mange mål og spille godt possession spil. Men vi blev også bevidste om at 10 minutters udfald kan være nok til at bringe modstanderen med ind i kampen igen, konkluderer Casper Røjkjær om kampen.
U15-drengene spiller igen næste torsdag, 16. august, på udebane mod FS Holstebro.
Kampen i tal:
U15 Liga 1, 1. runde, lørdag 11. august kl. 12.30 på Søholt:
Silkeborg IF – Hjørring 6-2 (3-2)
Mål for SIF: Lasse Kaihøj (2), Mathias Sauer (2), Magnus Bøttker og Frederik Nedergaard Jensen.