Trist SIF-dag på JYSK park
En skidt start på den nye sæson i NordicBet Ligaen blev værre, da SIF søndag eftermiddag tabte 0-3 til HB Køge. Dermed er Peter Sørensens mandskab fortsat uden sejr i ligaen efter tre kampe.
Det har bestemt ikke været den start på sæsonen, som SIF havde håbet på. Søndag eftermiddag måtte SIF’erne se sig slået 0-3 af HB Køge, der nu er otte point foran SIF efter tre runder. SIF leverede egentlig en godkendt 1. halvleg, men måtte alligevel gå til pause nede med 0-1, og efter en katastrofal start på 2. halvleg med to mål til gæsterne, var skæbnen for SIF beseglet. På trods af flere gode forsøg, blev det heller ikke søndag til scoring for SIF.
Efter ugens salg af Vladimir Rodic havde Stephan Petersen fået startplads på højrekanten, mens Mads Emil Madsen var foretrukket for Ibrahim Moro på den centrale midtbane i forhold til liga-kampen ugen tidligere i Lyngby.
Maholli med stor chance
SIF indledte bedst med aggressivt pres på HB Køge-defensiven. Første store chance – og den var stor – faldt i det 8. minut. Et langt indkast fra Anders Hagelskjær blev flækket videre til en fri Shkodran Maholli, hvis inderside-afslutning tæt under mål savnede fart, så HB Køge-keeper Andreas Hansen kunne samle bolden op.
Presset på de bageste HB Køge-bastioner steg og steg, og i faser af kampen mindede gæsternes straffesparksfelt om et skydetelt. Jeppe Okkels stod for det mest potente forsøg med et godt skud, som Andreas Hansen kun med besvær parerede.
Omstilling og 0-1
Men midt i SIF-presset fik HB Køge en omstillingsmulighed, som de udnyttede. Et indlæg blev effektivt omsat af Martin Koch til gæste-føring på 1-0. Han satte en knaldhård inderside på indlægget, og bolden strøg i nettet uden chance for Thomas Nørgaard.
SIF største chance for udligning faldt fire minutter før pausen. Ved baglinien sendte Davit Skhirtladze en hård bold ind foran mål. Den ramte en Køge-forsvarer, og med en benparade var målmand Andreas Hansen tæt på at sende den i eget net. Bolden sneg sig dog akkurat lige udenom stolpen til hjørnespark.
Skidt start på 2. halvleg
Skidt blev værre i begyndelsen af 2. halvleg for hjemmeholdet, der egentlig havde leveret en godkendt 1 halvleg, men savnet heldet i de afgørende situationer. En indøvet hjørnesparks-komibination tog fusen på SIF-forsvaret. En flad bold i yderkanten af feltet gav Jakob Johansson en skudmulighed, som han udnyttede til 2-0 føring til gæsterne. Nu havde SIF brug for både godt spil og en lille smule held for at få noget ud af kampen.
Sådan gik det langt fra. Blot fire minutter senere blev det 0-3, da Thomas Nørgaard ikke nåede ud til en dyb bold. I stedet snuppede Martin Koch den, spillede bagud til Ricki Olsen, der med et fladt spark i det modsatte hjørne kunne gøre det til 3-0.
SIF skulle nu for alvor i offensiven. Magnus Mattsson kom ind til sin sæsondebut i stedet for Davit Skhirtladze, og SIF kastede de offensive folk frem. Det gav muligheder, men ingen mål.
Kampen i tal:
NordicBet Liga, 3. runde, søndag 12. august kl. 13.45 på JYSK park:
Silkeborg IF – HB Køge 0-3 (0-1)
Mål: 0-1 Martin Koch (31.), 0-2 Jakob Johansson (52.), 0-3 Ricki Olsen (56.)
Advarsler: Svenn Crone, Casper Sloth, Silkeborg IF, Liam Jordan, Ricki Olsen, HB Køge.
Tilskuere: 2.128
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Svenn Crone, Dennis Flinta, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Stephan Petersen (71.: Sebastian Jørgensen), Casper Sloth, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels (80.: Oliver Haurits) – Davit Skhirtladze (58.: Magnus Mattsson) – Shkodran Maholli.
Manager: Peter Sørensen
HB Køge (4-4-2): Andreas Hansen – Ricki Olsen, Jean Claude Bozga, Marian Huja, Christian Overby – Martin Jensen (87.: Mathias Høst), Henrik Madsen, Mikkel Wohlgemuth, Liam Jordan (75.: Magnus Häuser) – Martin Koch, Jakob Johansson (69.: Fredrick Opoku)..
Cheftræner: Morten Karlsen.