SIF-talenter med i dansk U16-sejr
Danmarks U16-landshold fik revanche i andendagsgildet mod Slovakiet. SIF’s to repræsentanter var med i 2. halvleg.
Det danske U16-landshold, der i øjeblikket er i Slovakiet og har spillet to venskabskampe mod værterne, vandt torsdag den anden kamp med 2-1. Dermed fik Danmark revanche for tirsdagens nederlag på samme cifre.
De to SIF-talenter, Frederik Carstensen og målmand Lucas Udengaard Jensen kom begge i aktion i 2. halvleg. Lucas fra 2. halvlegs start, mens Frederik blev skiftet ind i det 57. minut.
– Lucas havde to sikre redninger på to svage afslutninger. Hans spil med fødderne var godt og roligt, og han var også på verbalt. En fin debut i en god kamp at være dansk målmand, siger SIF’s U17-træner Jesper Mikkelsen, der har fulgt sine to spillere i de to kampe i Slovakiet.
Frederik Carstensen, der spillede en god kamp fra start to dage tidligere, kom ind på højrekanten i den danske offensiv.
– Han stod ikke lige så stærkt som i den første kamp, men havde to gode muligheder for at udfordre tæt på feltet. De løb ud i sandet, men ellers arbejdede han igen godt begge veje, siger Jesper Mikkelsen om Carstensens præstation.
Den danske sejr var fortjent på en varm og solrig dag i provinsbyen Cervenik, hvor heden satte sit præg på tempoet. Danmark var dog kampen igennem bedst og viste mest initiativ. I det 25. minut kom Danmark på 1-0 ved Oliver Sørensen (FC Midtjylland), Slovakiet udlignede efter 40 minutter på straffespark inden Noah Crone fra FC Nordsjælland sikrede sejren på straffespark efter 50 minutter.
Frederik Carstensen og Lucas Udengaard Jensen vender nu hjem til Silkeborg og genoptager træningen med SIF’s U17 Ligahold. Næste kamp for Jesper Mikkelsens mandskab er onsdag, hvor FC Midtjylland tager imod på kunstgræsbanen i Ikast.