Silkeborg IF tager afstand fra brug af pyro-teknik
I forbindelse med SIF’s kvalifikation til finalen i DBU Pokalen har vi oplevet to fan-episoder, hvor der er blevet anvendt fyrværkeri og nødblus. Det tager SIF afstand fra.
Der var store forventning før semifinalen i Fredericia onsdag aften og stor jubel over kvalifikationen til finalen bagefter. Spillerne fik en fantastisk opbakning på Monjasa Park og var begejstrede for både 1-0 sejren og den opbakning, de fik undervejs.
SIF tager imidlertid afstand fra brug af pyro-teknik. Det er forbudt, og det skaber farlige situationer i menneskemængder.
Dagen før semifinalen mødte omkring 20 fans op til træningsstarten på JYSK park og fyrede raketter op i luften og stod med tændte nødblus i det ene hjørne. Ved hjemkomsten fra Fredericia onsdag aften blev spillerbussen udenfor JYSK park mødt af en stor gruppe fans, der igen markerede glæden med raketter og nødblus.
SIF deler naturligvis fansenes glæde over at det for første gang i 17 år er lykkedes SIF at kvalificere sig til en pokalfinale. Og vi er taknemmelige for den opbakning, holdet har fået undervejs – og vil få i Parken Kr. Himmelfartsdag.
Men vi kan ikke som ansvarlig professionel fodboldklub acceptere, at der opstår farlige situationer med ulovlig affyring af pyro-teknik på og omkring vores stadion, JYSK park.
SIF overvejer på baggrund af episoderne i forbindelse med semifinalen at skærpe sikkerheden omkring spillernes træning og transport op til pokalfinalen.