Simon J: Pokalkamp har givet et boost
Simon Jakobsen glæder sig til kampen søndag mod AGF. Et opgør som kommer få dage efter pokalsejren i Randers FC, som i følge forsvarsspilleren har givet holdet et godt boost.
Den anden kamp i gruppespillet venter søndag, når SIF tager til Århus for at møde AGF. En kamp som man i SIF-lejren glæder sig til.
– Jeg har sagt det mange gange i det sidste stykke tid, at jeg elsker at spille mod AGF. Og det er fordi, at der lige er lidt ekstra mennesker at spille for end vi plejer at spille for. Og der er altid en ekstra god stemning. Det er et af de hold, som fansene gerne vi slå, og et af de hold, som vi helst vil slå, fortæller Simon Jakobsen, som i onsdags sad over i pokalturneringen, da Silkeborg IF kvalificerede sig til semifinalen med en sejr over Randers FC.
Netop pokalsejren har gjort godt, fortæller forsvarsspilleren.
– Det har givet et godt boost, også for os som ikke spillede. Vi er jo et hold, så det har helt klart kunne mærkes på alle hele vejen rundt, at vi er i pokalsemifinalen. Det er helt vildt fedt. Så det har givet et selvtillidsboost, det er der ingen tvivl om.
Inden pokalkampen var SIF ellers i gang med en negativ stime med fem kampe i træk uden sejr. Men der skal ikke så meget til, før det hele vender, forklarer Simon Jakobsen.
– Jeg synes, at vi ser skarpe ud, og der er lidt ekstra humør på igen. Der skal jo ikke så meget til i denne verden, end en tabt kamp så er man lidt nede i kælderen, men så vinder man igen, og er i pokalsemifinalen, så kører det derop af igen, så jeg synes, at vi er godt stillet, lyder vurderingen fra SIFs nummer 4.
Husk at der er bustransport t/r for 50 kr., hvis du tilmelder dig turen på dette link. Der er tilmeldingsfrist i dag kl. 16.00.