18. marts 2018

Rodic’ mål var ikke nok mod FCK

Rodic’ mål var ikke nok mod FCK

Mestrene fra FC København var for stor en mundfuld for SIF søndag på JYSK park. Nu venter et nervepirrende gruppespil om at undgå nedryknings-playoff.

Det lykkedes ikke SIF at tage yderligere tre point med over i Superligaens gruppespil, da FC København søndag var på besøg på JYSK park. Trods tidlig SIF-føring på et mål af Vladimir Rodic vandt københavnerne 3-1, og dermed tager SIF 28 point med sig over i gruppespillet, hvor modstanderne bliver Hobro, AGF og Helsingør.

SIF-manager Peter Sørensen havde foretaget to ændringer i sin startopstilling i forhold til 1-1 kampen i Hobro en uge tidligere. Sammy Skytte var tilbage på den centrale midtbane, hvor han fortrængte Ibrahim Moro til bænken, og i front havde Jeppe Okkels fået plads i stedet for Gustaf Nilsson, der var helt ude af truppen p.g.a. en ankelskade.

SIF var påpasselig fra start, og det afholdt FCK fra chancer i indledningen. Et frispark begået mod Sammy Skytte på kanten af feltet var indledningens største chance. Jens Martin Gammelby sparkede dog bolden i muren, og på riposten blev der vinket offside.

Tidligt mål til SIF
SIF var på forhånd bevidst om, at chancen for mål skulle findes i hurtige omstillinger. En sådan indfandt sig i det 10.minut. Simon Jakobsen clearede fra eget forsvar, Vladimir Rodic tog bolden til sig, spillede den udenom et par FCKere og gik den direkte vej mod mål. Fra 25 meters afstand tog han skudchancen. Bolden ramte på sin vej mod mål foden af Denis Vavro og svævede derefter i en bue over FCK-keeper Stephan Andersen. Så var der pludselig masser af varme i solen til de priviligerede i solen på Mascot Tribunen.

Kampen gik nu ind i en fase, hvor FCK trykkede på for at fremtvinge udligning. SIF havde egentlig godt styr på defensiven, men et hjørnespark i det 25. minut var tæt på at koste hjemmeholdet. Forsøg fra Santander tæt under mål blev pareret af Casper Sloth, og Denis Vavro fik herefter to skudchancer – og bolden endte med at gå forbi. Dér var heldet med SIF’erne.

Kostbart hjørnespark
Heldet slap imidlertid op på næste hjørnespark til FC København. Bolden dansede rundt i luften foran Peter Friis’ mål, og Michael Lüftner initiativ og headede bolden i nettet til 1-1. Det blev også 2-1 til FCK inden pausen. SIF var under pres, og kort før pausen fik Federico skudchancen på kanten af SIF-feltet. Den slags plejer at blive farligt, og det blev det også dennegang. FCK-angriberen placerede bolden yderligt og kunne se den stryge i nettet.

Pausen ændrede ikke kampbilledet, FCK trykkede stadig på. Rasmus Falk havde et godt forsøg efter fornemme FCK-kombinationer, men måtte se bolden gå lige forbi Peter Friis’ mål.

Tidligt i halvlegen skiftede Peter Sørensen Jeppe Okkels ud og erstattede ham med Mate Vatsadze i et forsøg på at vende udviklingen.

Det var dog Victor Fischer fra FCK, der viste farlighed lige efter indskiftningen. Peter Friis måtte ud i fuld længde for at parere hans forsøg. Sotiriou  havde et nærgående hovedstødsforsøg midt i halvlegen og i det hele taget lignede det mere 1-3 end 2-2.

Tættest på for SIF var Mikkel Vendelbo med et hovedstød efter hjørnespark, der svævede lige over mål. Også Mate Vatsadze bød ind med et forsøg, der dog ikke voldte kvaler for Stephan Andersen.

Det blev dog Pieros Sotiriou, der afgjorde kampen i det 81. minut efter en fejl af Dennis Flinta. Han fik foræret chancen fri foran Peter Friis og svigtede ikke. I næste moment blev han skiftet ud, og Robert Skov fik lov at få de sidste 10 minutter på sin gamle hjemmebane.

SIF går nu på en kort landskamppause, men spiller igen i Påsken. Programmet for gruppespillet offentliggøres via SIF’s facebookside tirsdag kl. 15.00.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 26. runde, søndag 18. marts kl. 17.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC København (1-2)
Mål: 1-0 Vladimir Rodic (11.), 1-1 Michael Lüftner (28.), 1-2 Federico Santander (43.), j1-3 Pieros Sotiriou.
Advarsler: Mate Vatsadze, SIF, William Kvist, FCK.
Tilskuere: 4.271
Silkeborg IF (4-2-3-1): Peter Friis – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Mikkel Vendelbo – Sammy Skytte, Casper Sloth (87.: Gregor Sikosek) – Vladimir Rodic, Davit Skhirtladze (85.: Magnus Mattsson), Marc Rochester Sørensen – Jeppe Okkels (52.: Mate Vatsadze).
Manager: Peter Sørensen
FC København (4-4-2): Stephan Andersen – Peter Ankersen, Denis Vavro, Michael Lüftner, Nicolai Boilesen – Rasmus Falk (87.: Carlo Holse), William Kvist, Zeca, Victor Fischer – Federico Santander (70.: Jonas Wind), Pieros Sotiriou

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen