6. maj 2012

Ingen point til Silkeborg i dag

Silkeborg fik trods en udvisning til Horsens ikke bolden over stregen i dagens kamp mod Horsens. Det gjorde gæsterne desværre, og med dagens 0-1 nederlag ser femtepladsen nu vanskelig ud.

Femtepladsen rykkede lidt længere væk i den seneste runde, så Silkeborg havde meget at spille for i dagens kamp mod AC Horsens, der inden kampen sad på en imponerende fjerdeplads. Horsens kom med en 5-0 sejr i bagagen, mens Silkeborg, efter en velspillet kamp, desværre rejste hjem fra Brøndby med et 2-3 nederlag. 
Første fløjt
Kampen startede ud med Silkeborg som initiativtager, og indenfor de første fem minutter havde de røde allerede haft tre hjørnespark. Det tredje af slagsen blev særdeles farligt, da Dennis Flinta hoppede højest og var lige ved at give Silkeborg en tidlig føring.  Desværre nåede Horsens-målmanden akkurat op og skubbede bolden væk.
Efter otte minutter tog Marvin Pourié så en flot solotur og driblede sig til en stor chance i højre side af feltet. Afslutningen blev dog parreret af Horsens-keeperen, der de første ti minutter af kampen blev testet flere gange. Flere gange af Marvin, der var i driblehumør i kampens indledning.
Silkeborg bevarede presset
Silkeborg bevarede presset, men fra det 15. minut fulgte en periode, hvor de store chancer udeblev, og spillet tog i stedet en mere fysisk drejning med flere frispark og lidt hårdere dueller til følge. 
22 minutter inde kom SIF så til en stor chance igen. Frank Hansen vandt en løbeduel i venstre side og smækkede et skarpt indlæg ind mod en fremstormende Marvin Pourié, men en Horsens-forsvarer fik en fod på og afværgede for de gule. 
Kort tid efter var Marvin på banen igen og nåede efter flot opspil med Holst til en aflevering fra en vinkel, der dog blev lige spids nok. 
Generelt en god og initiativrig start fra Silkeborg. Horsens nåede modsat ikke frem til meget mere end et par chancer de første 30 minutter.
Horsens-stolpe
Fem minutter inden pausen kom publikum på Mascot Park for alvor op af stolene. Først ramte Horsens stolpen på Silkeborg-målet og få sekunder efter appellerede Silkeborg-fansene for en situation, hvor en Horsens-spiller tilsyneladende tog hånden til hjælp for at afværge en Silkeborg-kontra. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og kort efter kunne han fløjte første halvleg af.
Ærgerlig start på anden halvleg
Horsens indledte anden halvleg med at presse godt op på Silkeborg, og efter 52 minutter skete det, der ikke måtte ske. Troels Kløve scorede for Horsens efter et kontraangreb og bragte således De Gule på 0-1.
Herfra gik det lidt begge veje, men de næste ti minutter var der ikke store chancer til nogen af holdene. 
Men så kom chancen ellers til Silkeborg, men Kasper Risgård, der modtog et indlæg fra Christian Holst en halv meter fra mål, headede lige på målmanden. Et kort øjeblik efter modtog Horsens´ Anders Nøhr sit andet gule kort, og måtte derfor forlade banen. Herfra var det 11 mod 10 for Silkeborg.
Overtaget viste sig ikke
Minutterne efter udvisningen var dog ikke præget af Silkeborgs overtal. Kampen forblev jævnbyrdig uden de helt store chancer. Silkeborgs største chance var til Marvin, der erobrede bolden og løb frem på højre side af banen. Da han nåede til indlægget var der dog ikke andre røde fremme, og chancen blev afværget.
Med et kvarter igen var Horsens så lige ved at bringe sig yderligere foran efter en afslutning på saksespark, der sneg sig få centimeter højre om Silkeborgs mål.
Så kom Silkeborg igen til store chancer. Først Christian Holst, hvis skud fra tæt hold blev afværget i sidste øjeblik før Horsens-målet, og derefter Flinta, der fra samme sted også fik sit skud blokeret. 
I de følgende minutter kom Silkeborg flere gange okay frem ad banen, men farligt blev det ikke rigtigt, og spillet var da også i perioder præget af mange fejlafleveringer, der i flere omgange lukkede Horsens ind i kampen.
De sidste minutter
Med få sekunder tilbage af kampen var Silkeborg ufattelig tæt på at bringe sig foran efter en hovedstødsafslutning. Desværre blev bolden stoppet af en Horsens-spiller, der stod på De Gules målstreg. Det blev kampens sidste chance. Horsens tog alle tre point efter en lige kamp, hvor Silkeborg – trods et par meget store chancer – ikke fik bolden over stregen.
Næste modstander hedder HB Køge
Silkeborg spiller næste gang på Sjælland, hvor HB Køge tager imod på søndag kl. 16.00.

Mål

  • 0-1 Troels Kløve (53.)

Advarsler

  • Anders Nøhr
  • Dennis Flinta

Silkeborg

  • Lasse Heinze
  • Christopher Poulsen
  • Thorbjørn Holst
  • Jesper Mikkelsen
  • Daniel A. Pedersen (73. Martin Svensson)
  • Christian Holst
  • Frank Hansen
  • Jesper Bech (56. Henrik Tømrer Pedersen)
  • Dennis Flinta
  • Kasper Risgård
  • Marvin Pourié

AC Horsens

  • Frederik Rønnow
  • Anders Nøhr
  • Morten Rasmussen
  • Alexander J. Andersen
  • Martin Spelmann
  • Niels Lodberg (66. Søren Jensen)
  • Martin Retov (55. André Bjerregaard)
  • Lasse Kryger
  • Mads Agesen
  • Janus Drachmann
  • Toels Kløve Hallstrøm (72. Thomas Kortegaard)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 01.12. kl. 18.00
Scroll til toppen